EMNER

Unge bliver boende hjemme længere

NORDJYLLAND:Nok er mor den bedste i verden, og det kan være svært at forlade de hjemlige kødgryder, ligesom boligmanglen også er et reelt problem. Men årsagen til at unge i dag er meget længere tid om, at foden under eget bord, handler om andet end økonomi og dovenskab. Antallet af unge i alderen 27-30 år, der bor hjemme er stærkt stigende. Mens det i 1980 var under 1 procent af de unge mænd og kvinder, der stadig boede hjemme, er antallet 19-dobbelt i 2002, så det nu er knap fire procent, der ikke har fået foden under eget bord. Tallene fra Danmarks Statistik viser også, at det især er unge mænd, der er langsomme i optrækket, når det handler om at få eget hjem. Forklaringen er ifølge projektleder på Institut for Fremtidsforskning Gitte Larsen, at familielivet har ændret sig, især i familier med teenagere og voksne børn er rollefordelingen anderledes end tidligere. - Der er mere plads til unge i familierne i dag, både fysisk og mentalt. Mange unge har et stort værelse eller ligefrem en hel afdeling hjemme, og får tøj, mad og lommepenge, men endnu mere afgørende er, at der mentalt er plads, siger Gitte Larsen og forklarer videre. - Førhen var rollerne mere fast definerede som far, mor og børn, og de unge kunne næsten ikke vente med at komme hjemmefra, mens familierne i dag består af individer. Det vil sige, at der er mere respekt for det enkelte menneske, og derfor kommer familie livet mere til at fungere som et bofællesskab. Det vil sige, at de unge kommer til at leve i et bofællesskab med dem de holder allermest af.