Danmark

Unge bor længere hos forældrene

Fra 2010 til 2015 voksede andelen af hjemmeboende 20-årige fra 47 til 54 procent

Arkivfoto: Colourbox

Arkivfoto: Colourbox

DANMARK:Danske unge er kendt for at være selvstændige og flytte tidligt hjemmefra, men det særkende, som blev muliggjort i 1960’erne og 1970’erne med etablering af tusindvis af kollegieværelser og indførelse af SU, er under forandring. En opgørelse, som Danmarks Statistik har lavet for Politiken, viser, at flere unge bliver boende længere hos deres forældre.

Andelen af 18-20-årige hjemmeboende unge er vokset fra 61 procent i 1986 til 70 procent i dag, og udviklingen har især taget fart de seneste år. Fra 2010 til 2015 voksede andelen af hjemmeboende 20-årige for eksempel med 7 procentpoint fra 47 til 54 procent.

- Det er så markant, at der er tale om mere end tilfældigheder, siger barndomsforsker Ning de Coninck-Smith fra Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet til Politiken.

Udviklingen kan ifølge professor Lars Dencik, Roskilde Universitet, langt hen ad vejen forklares med øget tilflytning til store byer, der gør det muligt for flere at bo hjemme under studierne. Desuden går større andele af aldersgruppen i gymnasiet i stedet for at finde arbejde.

Men en anstrengt boligsituation i store studiebyer som København og Aarhus spiller også en rolle.

- Der er helt klart et større pres på end tidligere. Ved studiestart oplever vi ofte unge, der dukker op på kontoret med deres kufferter og er helt fortvivlede, fordi vi ikke kan give dem et sted at bo, siger direktør Annette Panduro fra Kollegiernes Kontor i København til Politiken. For tiden står 11.698 ansøgere på venteliste, hvilket er det højeste tal i mange år.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.