Unge er bidt af teater
Unge skriver teaterstykke, der skaber debat

Galleri - Tryk og se alle billederne.
STERUP:Kirken er tom. Forretningerne er fulde. Det er derfor i forretningerne, ordet skal opleves. Det er udgangspunktet i et teaterstykke ”Vandringsmanden”, der fredag opføres på Åsen Teater i Sterup.
Det er en halv snes unge fra landsdelen, der bruger efterårsferien på at skrive, øve og opføre teater. De er mellem 14 og 23 år.
De unge har selv skrevet debatstykket sammen med skuespillerne Lars Olsen og Birthe Rosenfeldt. Datteren Nanna Rosenfeldt-Olsen, der i det daglige er stylist, og er uddannet på Designerskolen i Kolding, og nu laver en del videofilm, bistår med opsætningen.
Publikum skal med rundt på Åsen Teater. Det hele begynder ved den ny skulptur, hvor vandringsmanden (Kristine Mikkelsen) fortæller om sine oplevelser gennem et langt liv, og tager publikum med rundt på teatret.
Stykket handler meget om krig og magt. Vi følger blandt andet et slagsmål om dagens tilbud - billigt svinekød i supermarkedet - hvor deltagerne kommer op og slås om det billige kød, som én person løber med, fordi hun er den stærkeste.
Lidt politisk er der også i det, da vi får et indblik i, at Danmark for første gang i 300 år går i krig.
”Vandringsmanden” opføres fredag klokken 16 på Åsen Teater.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.