Unge får nye roller på ny efterskole

Der bliver arbejdet på højtryk på Østerskov Efterskole for at blive klar til 48 nye elever

Øs­ter­skov Ef­ter­sko­les for­stan­der, Mads Lunau, glæ­der sig til at byde 48 nye ele­ver vel­kom­men på søn­dag.Foto: Per ko­lind

Øs­ter­skov Ef­ter­sko­les for­stan­der, Mads Lunau, glæ­der sig til at byde 48 nye ele­ver vel­kom­men på søn­dag.Foto: Per ko­lind

HOBRO:Dynger af byggematerialer, værktøj og møbler ligger spredt hulter til bulter i den kommende spisesal og tv/hygge-lounge. På de lange gange farer lærere, håndværkere og rengøringspersonale rundt for at få lagt sidste hånd på det værk, der gerne skulle blive Danmarks allerførste rollespil-efterskole, som allerede fra søndag kommer til at huse otte ansatte og 48 elever. Lige nu er der dog mere losseplads end legeplads over Østerskov Efterskole på Kirketoften i Hobro. Men forstander Mads Lunau er fortrøstningsfuld og har store forventninger til åbningen på søndag, hvor eleverne sammen med søskende og forældre tropper op med bagage, store forventninger og måske også et par sommerfugle i maven. - Det bliver meget spændende at se hvordan de går i spænd med hinanden, fortæller Mads Lunau, der dog ikke tror det bliver et problem: - Selvom eleverne kommer fra forskellige kulturer, taler de samme sprog og har tankegang; nemlig rollespil. Omfattende ombygning Et budget på tre millioner kroner, omfattende renovering og hårdt arbejde har på to måneder forvandlet det tidligere plejehjem Toftegården til en moderne efterskole. Adskillige mure er revet ned for at skabe undervisningslokaler, grupperum og værksteder, hvor eleverne kan producere de remedier, der skal bruges i de forskellige rollespil. Derudover er brandsikkerheden forbedret og der er lagt fem kilometer internetkabler ud, så elever også kan dyrke rollespillet på computerne. Rollespil i cyberspace Faktisk bliver der lagt stor vægt på it på Østerskov Efterskole, fortæller Mads Lunau, og det er hensigten, at eleverne dagligt skal skrive dagbøger (weblogs) på internettet, hvor alle undervisningsmaterialer også skal være tilgængelige. Udover hjælp fra entreprenør og håndværkere, har de ansatte også kæmpet for at få skolen færdig til tiden. - Der skal pionerånd til for at starte en ny skole, og alle har slidt og slæbt for at blive færdige. Det er jeg meget imponeret over, siger Mads Lunau. Mads Lunau forsikrer, at rollespillet ikke bare er fri leg, men seriøs undervisning, som eleverne skal tage seriøst og reflektere over. Deruover kræver det ingen særlige kvalifikationer eller talenter inden for rollespil for at blive elev på Østerskov Efterskole. - Vi har nogle forventninger til dem, og hvis de føler de kan leve op til dem, så er de med på holdet. Vi vil gerne dem, der gerne vil os, uddyber Mads Lunau. Interessen for efterskolen har været stor og de 48 pladser, der i første omgang er på skolen, er allerede besat. Mads Lunau forstår godt det store interesse: - For nogen har det været et problem, at rollespil er en subkultur og at de typisk er i mindretal, men her på skolen er der voksne, der forstår og kan støtte dem og ikke mindst tale med dem om deres interesse. Skole med vokseværk Det er planen, at udvide skolens kapacitet, så den allerede fra næste år kan optage 80 elever i alt. Men indtil videre er det et spørgsmål om at blive klar til åbningen. Byggerodet skræmmer dog ikke Mads Lunau, der har tiltro til, at støvet nok skal lægge sig inden åbningen. - Selvfølgelig bliver vi klar! I hvert fald så klar som vi skal være, for at det kan fungere. Men vi får nok også sved på panden, slutter Mads Lunau i et smil.