Unge filmfolk vil aflive ghetto-myter

Film 9. september 2008 06:00

Syv unge filmskabere fra Vollsmose er trætte af brændende biler og kriminalitet i overskrifterne, når emnet falder på "betonghettoen". Derfor har de lavet en dokumentarfilm med deres opfattelse af den odenseanske bydel Vollsmose. I syv afsnit, der er blevet til en dokumentarfilm, "Vollsmose Inside Out", vil de tage biografgængerne ind bag mediernes stereotyper. - Vollsmose er ikke nogen ghetto. Var det en ghetto, var man blevet slået ned, hvis man havde de forkerte sko på, lyder det fra Inaam Abou-Khadra i filmen. Fonden C: ntact, hvor unge fra forskellige sociale og etniske baggrunde arbejder med professionelle kunstnere, og Odense Filmværksted står bag filmen, der blandt andet har fået støtte fra Det Danske Filminstitut og Kulturministeriet. I en pressemeddelelse betegner de unge Vollsmose som et sted, hvor venskaber og sammenhold er hverdag, og hvor man føler sig hjemme, selv om man er fremmed. - Vollsmose er et sted for alle ligegyldigt hvilken hudfarve, man har, siger Ahmad Besem Al-Debis i dokumentaren. Filmen vises på Odense Filmfestival i morgen aften, onsdag./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...