Fodbold

Unge fodboldben på plejehjemmet

Dana Cupdeltagere skal bo på plejehjemmet i uge 28

FREDERIKSHAVN:Tag til Dana Cup i Frederikshavn - og kom på plejehjemmet. FfI's store internationale fodboldturnering har fået et nyt slogan. Og så er det ikke engang løwn. Selv om Dana Cup ikke er en fodboldturnering for grandgrandgrand old boys, vil omkring 50 af de tilrejsende fodboldhold i år blive indkvarteret på plejehjemmet i Nørregade. Kommunen har solgt det gamle plejehjem, de ældre er flyttet til nye leve- bomiljøer og lokalerne i Nørregade står tomme. Samtidig mangler FfI indkvarteringplads, da der i år er langt flere overnattende gæster tilmeldt Dana Cup end tidligere. - I stedet for at lægge billet ind på skolerne i Jerup, Gærum eller Sæby, hvor der vil blive en del kørsel med bus frem og tilbage, ja, så tænkte vi lidt kreativt og spurgte til plejehjemmet, fortæller Martin Høeg, der i år er Dana Cup-koordinator sammen med Christian Maysfeldt. Fuldt hus Der er 148 værelser på plejehjemmet og hvert hold lægger beslag på tre værelser. Det vil sige, at der er plads til et halvt hundrede fodboldhold i Nørregade. - Vi regner med, at der i snit er 25-30 hold pr. skole, så med plejehjemmet er vi godt hjulpet. Samtidig kan vi igen i år disponere over Fladstrand Skole, der sidste år var under renovering, fortæller Martin Høeg, der i alt skal finde overnatningsplads til omkring 300 fodboldhold i uge 28. Dana Cup kan i øvrigt i år fejre 20 års jubilæum.