Unge fravælger efterløn

Hver tredje vil ikke betale for at kunne gå før tid

XXXX
Ældreforhold 1. april 2006 06:00

KØBENHAVN:De unge under 40 har mistet tilliden til efterlønnen. Flere og flere dropper at betale til efterlønnen på grund af den voksende usikkerhed om ordningens fremtid. Nye tal fra Arbejdsdirektoratet viser, at andelen af lønmodtagere mellem 35-39 år, som betaler til efterlønnen nu er nede på 67,2 pct. Det er et markant fald i forhold til for fem år siden, hvor 82,1 pct. betalte til ordningen. Aldersgruppen 35-39 år er interessant, fordi 35 års fødselsdagen er skæringsdato, for hvornår man skal tilmelde sig ordningen. For at bevare retten til at gå på efterløn som 60-årig, skal man nemlig have betalt efterlønsbidrag til a-kassen i mindst 25 år. Regeringen får skylden Blandt de 30-34-årige er tilslutningen til efterlønnen helt nede på 45,2 pct. Det er et fald på næsten tyve pct. på fem år, men i forhold til dem over 35, kan de yngste lønmodtagere altså stadig nå at komme med i ordningen. Direktør i a-kassen for selvstændige erhvervsdrivende (ASE), Jesper Bøge, langer hårdt ud efter regeringen, som han mener har "skylden" for den faldende tilslutning til efterlønnen. - Det store problem er, at der bliver sået alt for meget usikkerhed om ordningen. Enten skal regeringen gøre noget konkret, eller også skal den holde mund. I øjeblikket sker der det, at flere og flere fravælger ordningen, fordi de er i tvivl om, hvorvidt den består. Man lader faktisk tvivlen demontere ordningen af sig selv. det betyder, at man i praksis sætter Folketinget uden for indflydelse på, hvordan ordningen skal se ud. Mangler udmelding Synspunktet støttes af en rundspørge blandt 1200 af ASE's medlemmer, hvor en tredjedel svarer, at politikernes udmeldinger har stor betydning for, om de betaler til ordningen. Jesper Bøge efterlyser derfor en klar udmelding om efterlønnen, når regeringen på tirsdag kommer med sit velfærdsudspil. I dag betaler 84 procent af ASE's medlemmer til efterlønnen, men blandt de 35-39-årige er tilslutningen faldet til 74,4 procent. Det er dog stadig betydeligt flere end hos slagteriarbejderne i NNF's a-kasse, hvor under halvdelen (48,7 procent) af medlemmerne mellem 35-39 år er tilmeldt efterlønsordningen. Og forklaringen er den samme som hos ASE's medlemmer: De unge tror ikke på efterlønnens overlevelse, mener hovedkasserer Niels Sørensen. - Man kan ikke fortænke de unge i deres valg. Hvis man tæller mandater i Folketinget, er der nærmest flertal for at afskaffe ordningen for alle under 40 år, og det produkt forsøger vi at sælge, siger Niels Sørensen til Jyllands-Posten. Siden 2000 er det samlede antal lønmodtagere, som betaler til efterlønnen faldet fra 85,1 procent til 74,5 procent i 2005. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...