Unge fryser foran låst dør

Ungdomsklubben i Dronninglund deles i to.

De unge deles nu i to grupper - én for de yngste og én for de ældre. Arkivfoto: Hans Ravn

De unge deles nu i to grupper - én for de yngste og én for de ældre. Arkivfoto: Hans Ravn

I flere aftener har en gruppe unge stået og rykket i en låst dør til Dronninglund Ungdomsklub. De er lovet, at klubben ville åbne i denne uge efter julelukningen. De unge henviser til, at ungdomsskoleleder Peter Vestergaard har lovet, at der åbnes i denne uge. - Det er lovet både os og via pressen, siger Camilla og Johnny fra klubben. De fortæller, at flere unge har stået uden for og ventet på, at døren skulle blive åbnet, men det er ikke sket. - Nu har vi i lang tid glædet os til, at vi igen kan komme i klubben, fortæller Camilla og Johnny fra klubben. For mange af de unge er klubben deres andet hjem. Men det er ikke sket, men ungdomsskoleinspektør Peter Vestergaard forsikrer, at klubben snart åbner - eller rettere klubberne. For der bliver nemlig to klubber. Ifølge hvad der kom frem på et møde mellem de unge og ledelsen, er det et problem, at der er så stor spredning mellem brugerne af klubben. Det kom frem, at de helt unge er tilbageholdende med at komme i klubben, fordi der kommer så mange unge. I Dronninglund kommer der forholdsvist få unge under 18 år i forhold til andre byer. - Foruden at vi intet har hørt, har personalet og ungdomsrådet intet hørt, fortæller Camilla og Johnny fra klubben. - En forældre til én af vi unge har ringet til ledelsen, og spurgt, om der var klubaften. Men de fik svaret "ved ikke", fortæller Camilla og Johnny. - Forælderen fik besked på at ringe igen klokken 18. Da var der blot telefonsvarer på, fortæller de unge. De unge har været i kontakt med medarbejdere, men de har ingen nøgle, da alle låse er skiftet ud efter fyringen af Rikke Mortensen. De unge har oplevet, at den daglige leder ikke er til stede hverken i klubben eller på kontoret. - Den tidligere leder blev fyret, blandt andet fordi det skulle rode i klubben. Men nu roder det som aldrig før. -Klubben roder med nye lamper, der ikke er hængt op, og de tager en del plads fra krea-rummet. I den anden ende, hvor der er diskotek, flyder der også, og al slik, der tilhører ungdomsklubben, står på baren. Det ser rodet ud udefra. - Det ser ud til, at alt flyder, og er ved at falde sammen for klubben, efter at man har fyret Rikke Mortensen, der har været klubbens leder gennem 12 år. - Vi synes, at det hele virker meget rodet, og vi kan ikke forstå, at ledelsen ikke ved noget. De ansatte ved ikke noget, og unge-rådet, der blev nedsat før jul, ved ingenting. - Man informerer ikke engang de unge om, at de ikke skal komme. - Vi kan kun stå og kigge ind på, at det roder. Vi kan ikke engang komme ind og rydde op, siger Camilla og Johnny. Peter Vestergaard fortæller til NORDJYSKE, at han er ved at arrangere et møde med de unge i næste uge, hvor medarbejderne vil være til stede. - Vi er i gang med at rydde overetagen, så vi fysisk kan skille klubben i en afdeling for de yngste og én for de ældre. - Så vi kan snarest melde en åbningsdato ud, forsikrer Peter Vestergaard over for NORDJYSKE.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.