Unge i Hanstholm har nu de fedeste klublokaler

Junior- og ungdomsklubbens nye lokaler indvies officielt i dag.

Ulla Scharff Christiansen
De unge i Hanstholm kalder nye klublokaler for verdens bedste. Selv om lokalerne ligger i kælderhøjde kommer der masser af lys ind af vinduerne. De unge har selv været med til indretning, nu er det hele ved at være på plads, og PC’erne bliver flittigt brugt. Foto: Peter Mørk
Hanstholm 20. marts 2007 22:25

Efter mange år på Molevej er junior- og ungdomsklubben i Hanstholm nu flyttet ind på Hanstholm Skole, i lokaler i kælderen hvor blandt andet børn fra Asylcentret før blev undervist. Skiftet til de nye lokaler har betydet et gevaldig løft, og ordene fra de unge brugere er da også, at de nu har ”verdens fedeste klub” - intet mindre. Forandringen er da også total, med farverne holdt i sort, rødt og sølv med smarte caféstole, lækre røde sofaer, sjove lamper, puderum med sækkestole, hvor de unge kan ligge og se tv eller bare hyggesnakke. Et mindre rum med rigtige biografstole og stort lærred, hvor der kan ses film som i en rigtig biograf. Der er selvfølgelig også computere og billard i det kæmpestore rum, hvor selv om det ligger i kælderniveau har masser af vinduer, hvor lyset kan vælde ind. De fleste skillevægge er fjernet, så det hele ligger i et stort rum, men ved hjælp af høje reoler, er der alligevel mulighed for at sidde lidt gemt. De store kælderrum er domineret at et stort caféområde med samtalekøkken omkring et langt køkkenbord, - Samtalekøkkenet er kommandocentralen, og det virker, fortæller Jytte Engholm, der fra 1. april er ansat som leder af junior- og ungdomsklubben i Hanstholm. Hun har allerede taget lidt forsmag på arbejdet, idet hun langt hen ad vejen med at indrette de nye lokaler, der officielt indvies i eftermiddag ved et stort åbent hus arrangement. Selve klipningen af den røde snor, foretages af socialudvalgsformand Ejner Frøkjær. Klubben håber, at mange unge og ikke mindst rigtig mange forældre vil benytte lejligheden til at bese de nye faciliteter. Også de unge brugere har været med i arbejdet med at få indrettet de store rum. og Jytte Engholm har med glæde oplevet, at børnene passer på tingene og gerne vil have det ser ordentlig ud. Ud over det store fællesrum med køkken, bio og hyggerum har klubben også et andet kæmpe rum, på den anden side af gangen. Her kan de unge til daglig hygge sig med bordtennis, airhockey ligesom der er arbejdsborde, og det hele er lavet sådan, at det forholdsvis let kan ryddes og omdannes til et stort rum der kan bruge til at holde store arrangementer i. Anette Bjørndal leder af Ungdomsskolen håber, at mange andre end blot de unge vil benytte de nye fine faciliteter. Hanstholm Pensionistforening har henvendt sig, og det samme har en gruppe fra Nørbygaard, der arbejder med børn hvis forældre er misbrugere. Men ud over de tidspunkter hvor juniorklubben om eftermiddagen er i gang og de to aftener om ugen, hvor de unge i ungdomsklubben bruger lokalerne, er andre foreninger og klubber meget velkomne, fortæller Anette Bjørndal. - Vi ser meget gerne, at de fine faciliteter bliver brugt, blot vi ingen udgifter har på det. Det vil sige, at ingen skal betale for at låne klublokalerne, men man skal selv sørge for rengøring. Så er man interesseret, kan man blot henvende sig til Jytte. ulla.scharff@nordjyske.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...