Teater

Unge i teaterforestilling om alkohol

HJØRRING: Der øves flittigt på scenen i ungdomshuset Zonen i disse dage. Elever fra Hjørring ny 10. er ved at være klar til næste uge, hvor de skal spille en forestilling om unge og deres alkoholvaner. I næste uge er det som bekendt uge 40 og det er lig med den årlige alkoholuge, hvor Sundhedsstyrelsen sætter fokus på problemer med alkohol. I den samme uge opfører eleverne stykket "Djævelsk godt" på Zonen. Eleverne har selv været med til at skrive stykket sammen med Anne Mette Nors, der også har instrueret. Stykket opføres for elever fra kommunens skoler samt ved en offentlig forestilling tirsdag 28. september. SHC