Unge indvandrerkvinder forsøger oftest selvmord

Selvmord 8. maj 2007 06:00

Unge kvinder med indvandrerbaggrund var overrepræsenterede blandt de personer, der blev indlagt på Bispebjerg Hospital i 2001 efter at have forsøgt at begå selvmord med giftstoffet paracetamol som blandt andet findes i håndkøbsmedicin som Panodil og Pinex. Det viser en undersøgelse, der blev foretaget af en række læger og farmaceuter i 2001 på Bispebjerg Hospital, skriver Ugeskrift for Læger mandag. Læge Anne-Bolette Gude, Klinisk Farmakologisk Enhed på Bispebjerg Hospital siger, at hun ikke umiddelbart tror, at billedet har ændret sig siden. Men tallene er de nyeste, som kunne fremskaffes. - Når jeg er til forgiftningskongres i Europa og i USA fortæller mine kolleger mig, at tendensen er den samme og faktisk stigende. Og det er især de unge indvandrerkvinder, der tager paracetamol, siger hun til Ritzau. Om udviklingen bunder i, at man siden 2001 har kunnet købe medicin i håndkøb, ved Anne-Bolette Gude ikke. Men hun påpeger: - Folk tror, at når medicin kan købes i supermarkedet, så er det ikke farligt. Men der skal ikke ret meget til, før man får for meget. En voksen kan tåle op til otte tabletter i døgnet - dobler man op og lidt til, kan det give en kraftig leverskade, siger lægen. Anne-Bolette Gude har siden 1997 set på forgiftninger. Og i starten slog det hende, at folk i blandt andet Japan brugte pesticider, hvis de ville begå selvmord. - Japan er et landbrugsland, og derfor har de mange pesticider. Det viser blot, at folk tager det, de har let adgang til, hvis de vil begå selvmord, siger lægen. I 2001 kom der 6.189 personer gennem akutafdelingen på Bispebjerg Hospital, og af dem var der 366 patienter, altså nærmest en patient dagligt, der havde fået en forgiftning af paracetamol. Undersøgelsen viste, at 55 procent havde gjort det for at begå selvmord, mens resten havde taget en overdosis ved en fejltagelse. Paracetamol, som findes i smertestillende medicin, bruges især af kvinder, der har planlagt at tage deres eget liv. 58 procent af de unge indvandrerkvinder valgte paracetamol, mens det var 22 procent af de danske kvinder. 8000 danskere bliver hvert år indlagt til afgiftning efter at have taget en overdosis medicin. Og mens antallet af selvmord er faldet drastisk, så er antallet af forsøg stigende. Siden august sidste år har man 24 timer i døgnet året rundt kunnet kontakte www.giftlinjen.dk. Ved mistanke om forgiftning kan man via linjen ringe til Bispebjerg Hospital og spørge specialuddannede og erfarne sygeplejersker til råds. De såkaldte giftlinjer er kendt fra flere steder i udlandet, oplyser Anne-Bolette Gude. - Vi håber, at vi med www.giftlinjen.dk kan få endnu flere oplysninger, end vi har i dag. Men vi er først nu kommet i gang med at opbygge data på området, siger lægen. Siden åbningen af linjen har 4500 henvendt sig, hvoraf cirka 1/3 drejer sig om forgiftninger med lægemidler. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...