EMNER

Unge kan bare det der...?

Unge, de kan bare det der med ny teknologi! Vi kan jo se, hvordan de hjemmevant bevæger sig både i cyberspace på Internettet, og hvordan de næsten uden at kigge på tasterne, sender sms-beskedder fra deres mobiltelefoner.

Jo, unge mennesker må da være kompetente, når det kommer til ny teknologi, eller nye medieformer. Det er tanker, som jeg sikkert ikke er alene om at tænke. Jeg tænker det stort set, hver gang jeg ser min søn og min ældste datter kaste sig over computeren. Når min søn først får bøjet sig tilpas ind over skærm og tastatur, kan der gå timer, inden han retter sig ud igen. I øjeblikket er det brugen af programmet Messenger, der giver ham adgang til et kommunikationsrum, hvor han mødes med kammerater og ligesindede på chatten. 'Min datter er lidt lettere at distrahere. Hun arbejder i øjeblikket intenst med tekstbehandlingsprogrammet, hvor hun træner ord og bygger sætninger, og endelig giver teksten lidt kulør ved at "farvelægge" bogstaver og ord, lidt på samme måde som hun ville det med en perlehalskæde. Men er dette udtryk for computerkompetente børn? Er det udtryk for børn, der er med på informationsmotorvejen? Rider børn virkelig så (selv)sikkert på højhastighedsbølgen, som det kunne se ud til? Både ja og nej. Det er næsten blevet en kulturel læresætning, at børn til alle tider så at sige vokser op med tidens teknologi. Fra de er helt små, lærer de at omgås med komplekse informationsmaskiner. De klasker deres små barnehænder på computerskærmen forsøger at proppe sutten ind i cd-rom drevet, eller forsøger at sætte de første tandmærker i dvd skiverne. Det kan sikkert give anledning til både smil og sure miner. Højteknologiske artefakter skal behandles med omhu, kan man høre forældrene sige. Og det giver også mening. Men netop i den allerførste og meget klumpede omgang ny teknologi lærer børn, at ny teknologi blot er en ting på linie med suttekluden, med yndlingsbamsen eller den første træhammer. Men en sådan opvækst garanterer ikke, at børn bliver eller kan bryste sig af at være teknologisk kompetente. I den første leg med "tingen" er det netop legen, der er i fokus, og ikke det, som "tingen" kan bruges til. Derfor giver det heller ikke nogen entydig mening at sige, at bare børn har adgang til computere og andet teknologisk komplekst "legeudstyr", så er pladsen i den teknologiske kompetencehimmel sikret. Kompetence handler jo netop også om det, som "tingen" kan bruges til. Det lyder måske meget banalt, men det rejser nogle spørgsmål i forhold til den måde, som virksomheder og institutioner har søgt at "sælge" nyt højteknologisk udstyr på. Ikke mindst de forsøg på at koble ideen om det legende menneske - homo ludens - og inddragelse af ny teknologi. Hvad er den reelle læringsmæssige eller kompetencemæssige værdi af edutainment f.eks.? Men tilbage til spørgsmålet: Er de børn og unge, som kan spille lærerige computerspil eller igangsætte lærerige processer med computerspil teknologisk kompetente? På deres egne præmisser, ja. Men lige så snart "basisteknologi", som man ville kalde det i marxistisk forstand, sætter ud eller ikke lige vil, som børnene vil, så fremmanes grænserne for deres kompetence. Det er en betjeningskompetence, og ikke en beherskelseskompetence. Det betyder, at børn og unge så at sige accepterer og underkaster sig en lang række af de systemiske spilleregler, som overhovedet gør det muligt at betjene teknologien. De høster oplevelsesgevinsterne, men de når aldrig til punktet, hvor de kan så nye teknologiske muligheder. Dette problem løser teknologiudviklerne ved at inddrage brugerne. Der bliver bestemt lyttet til brugerne, og udviklerne iagttager meget nøje, hvor der opstår problemer i brugen af et computerspil eller en computerapplikation. På den måde er børn og unge med i eller repræsenteret i designprocesserne. Men der er kulturel tendens til at opskrive børn og unges teknologiske kompetence. På den en side er det med til at skabe et øget forventningspres. Det betyder nemlig, at de børn og de unge, der ikke oplever at kunne betjene computere eller mobiltelefoner eller dvd afspillere, ikke giver lyd fra sig. Ikke mindst for computerundervisning i pædagogiske sammenhænge giver dette problemer. Hvis forventningen både fra de voksne, fra lærerne, og fra kammeraterne er, at man da helst skal kunne chatte via Messenger, så kan det være svært åbent at melde sin egen inkompetence ud: Jeg kan ikke! Derfor er de mange timer, som børn bruger foran computere eller med mobiltelefoner, ikke nødvendigvis at regne for en form for træning, en selvlæring. Der findes nemlig både børn og unge, som skjuler deres inkompetence ved at bruge megen tid ved computere. Og lidt uheldigt er dette med til at genskabe billedet om de kompetente computerbørn. Tem Frank Andersen blev født sommeren 1969 i støvet af fredselskende blomsterbørn. Har siden 1996 forsket i kultur, medier og læring på Aalborg Universitet med særligt fokus på børn og unge. Aktiv skribent og anmelder. Magister i kommunikation og medievidenskab 1996. Adjunkt på Humanistisk Informatik.