Unge kan godt lide kreative fag

Nyt program for ungdomsskolen er klart med nye og gamle aktiviteter

HJØRRING:Når ungdomsskolen til september går i gang med sine mange kurser og tilbud for i alt 1850 unge 14-18 årige i Hjørring Kommune, er der rigtig mange kreative aktiviteter at vælge imellem. Mange solide succes’er fra sidste års program er med, mens der også er blevet plads til en række nye idéer. Og idéerne - det kommer fra de unge selv. - Vi mødtes i marts med de unge for at se på, hvad der skulle være på programmet i år. De unge har meget stor indflydelse på, hvad programmet kommer til at indeholde, fortæller ungdomsskoleinspektør Keld Christensen. Og det betød, at der er kommet syv nye aktiviteter at vælge imellem: Mad og motion, eksamenskursus, rygestopkursus, glaskunst, gøgl og stunt, webdesign og dans og koreografi. - De unge kan godt lide de kreative aktiviteter. Vi har ikke så meget teoretisk indlæring, fortæller Keld Christensen. Ungdomsskolen har omkring 100 lærere, og skal ud og finde nye til de nye fag. Det er ofte meget specifikke emner, som lærerne skal have forstand på. En række af gamle tilløbsstykker er også på programmet igen. - Modesyning er virkelig in - det er blevet moderne at kunne lave tingene selv igen. Modelfoto og musik er også meget populært, og det er smykkeværkstedet og sportsfiskeri også, fortæller Keld Christensen. Ungdomsskolen i Hjørring har syv afdelinger - Bagterp, Bjergby, Hjørring, Højene, Poulstrup, Skallerup og Tårs. Hver afdeling har udover kurser og aktiviteter også en klub, hvor de unge kan komme og lave, hvad de vil. Der er tilmelding 23.-25. august, og et par uger derefter går aktiviteterne i gang.