Unge kan prøve kræfter i kæmpemusical

Brug for op mod 500 medvirkende fra Brovst, Fjerritslev og Aabybro kommuner

BROVST:Unge, der drømmer om en fremtid inden for musik, teater og dans, har nu chancen for at prøve kræfter på de skrå brædder. Alle 12-18-årige i Brovst, Fjerritslev og Aabybro kommuner inviteres til at deltage i et kæmpebrag af en musical, Beat the Bubble, der skal indstuderes de næste tre måneder og have premiere i Brovst-Hallen onsdag 24. november. Det er musik- og ungdomsskolerne i de tre kommer samt Brovst Pigegarde og Klim Friskole, der er gået sammen om det store projekt. Det er første gang, de samarbejder over kommunegrænserne. Professionelle kunstnere og instruktører vil lede de unge igennem den store og spændende oplevelse på de skrå brædder. Stort og sjovt - Det bliver stort og sjovt. Måske starter du din karriere på de skrå brædder nu. Ellers får du en kanonoplevelse sammen med dine venner og andre unge, lover arrangørerne. - Musicalen er så stor, at vi har brug for alle, der har lyst til at være med, siger multikunstneren Kirsten Gitz-Johansen, der er koordinator på projektet. Der kan være op til 500 medvirkende på og omkring scenen, så der er plads til alle, uanset om man gerne vil have en hovedrolle, optræde med showdance eller breakdance, spille hiphop, punk, latin, country, klassisk eller anden musik, lave scenografi, sceneopbygning, lys og lyd, eller lave kostumer og lægge sminke. Deltagerne skal melde sig på deres musik- eller ungdomsskole senest mandag 16. august, og så går det slag i slag med audition i Aabybro Mediecenter, prøver på de enkelte skoler, fællesprøver i Fjerritslev og Brovst og endelig premiere 24. november. Komponist, manuskriptforfatter, koreograf, instruktør og tegner Jakob Sheppard Hermann fra Århus har skrevet musik og manuskript til lejligheden. Han vil i samarbejde med skolernes lærere og koordinator Kirsten Gitz-Johansen instruere og sammensætte forestillingen. Jakob Sheppard Hermann har nordjyske rødder, idet han er søn af skuespilleren Lotte Hermann, der har boet i Birkelse og været tilknyttet Aalborg Teater.