Videregående uddannelser

Unge kinesere bryder mure ned

Kinesiske forældre presser deres børn til at bryde den sociale arv og sidste år fik over 16 mio. unge en videregående uddannelse. Men konkurrencen på arbejdsmarkedet koster både børn og familie

På universitet i Beijing er det forbudt at have en kæreste. Kærlighed kan nemlig være et forstyrrende element, hvis man er udråbt til at være fremtidens håb, som den generation af kinesiske enebørn, der er opvokset under Maos befolkningsbegrænsende reform "et-barns-politikken". Aldrig er så mange unge kinesere brudt igennem den sociale mur, som deler land og by. Og i stedet for at bruge livet i 20'erne på at finde kærligheden og etablere familie, knokler de på universiteterne ofte over 12 timer om dagen for at gøre sig attraktive for det hastigt voksende erhvervsliv og opfylde drømmen om at ride med på den bølge af vestlige velstand, som i disse år skyller ind i Kina. I Kinas største byer dunker erhvervslivet frem i en fart, der er svær at forstå. I de seneste ti år er skyskrabere med plads til 50.000 arbejdende, sekssporede motorveje og nogle af verdens mest magtfulde finans-mekkaer skudt op af de bare rismarker omkring storbyer som Beijing og Shanghai på Kinas østkyst. Og denne verden lokker med magnetisk kraft de unge. I dag udklækkes der cirka 16 mio. unge kinesere fra de videregående uddannelser, og presset på og konkurrencen blandt de unge, gør at mange glemmer alt andet end drømmen om at blive ansat hos Mærsk, Ford eller Microsoft. - Kineserne er utroligt opmærksomme på, at Vesten kan levere det økonomiske opsving, som man tidligere har taget afstand fra. Derfor er den unge generation ekstremt målrettet og ambitiøs og optaget af at lære noget, fordi de unge enten selv eller deres forældre ikke vil gå glip af muligheden for være med i opsvingsårene. Det gør dem til en stor kapacitet for det kinesiske erhvervsliv, men som kan give bagslag, fordi de ender som en frustreret generation, forklarer Henrik Sørensen, der er konsul på den danske ambassade i Beijing. Og der er god grund til at hænge på, for intet synes at kunne stoppe den kinesiske vækst, som sidste år steg med næsten 10 procent til trods for, at udbruddet af SARS stort set satte handlen i stå, og væksten i store dele af den øvrige verden gik i baglås. Hvert år de sidste 25 år er det kinesiske bruttonationalprodukt steget med 8-9 procent om året, og alene sidste år steg den kinesiske import fra Vesten med 40 procent, mens Kinas egen eksport steg med 30 procent. Et bedre liv På universitetet Nànmen, som er et af de største i Beijing, bor mange studerende fra de øvrige 32 kinesiske regioner. I dag regner man med, at 100 mio. kinesere er i opbrud - de allerfleste af dem er unge fra landet, som flytter til byen for at læse videre eller arbejde. Wang Xiao Lu er 21 år og læser engelsk på universitetet. Hun er enebarn, og hendes forældre er også akademikere, som i dag bor et par timers kørsel fra Beijing. I et land med 11. mio. arbejdsløse kineserer fortrinsvis i byerne startede Wangs forældres stræben på hendes vegne tidligt. - Mine forældre har siden jeg var lille fortalt mig, at jeg skulle studere hårdt. Det er kun karakterer der tæller og jeg har aldrig fået af vide at jeg skulle være nummer ét, og jeg var ikke særlig gammel, da de første gang sagde til mig, at jeg skulle på universitetet. Jeg tror, at de tidligt kunne se samfundets mulighederne, og de vil gerne have, at jeg skal have et bedre liv end dem, forklarer Wang. Engelsk-studiet er et bevidst valg. I Kina er det – trods den enorme vestlige påvirkning – de færreste, der taler engelsk. Et gammel kommunistisk levn, men med den vestlige invasion sukker erhvervslivet efter arbejdskraft, der kan det engelske sprog, og i dag lærer de kinesiske skolebørn engelsk i folkeskolen allerede fra femårsalderen, ligesom mange børn, efter skoledagen er slut ved 18-tiden, har privatlærer til engelsk-undervisning. Wangs egne forældre blev som mange millioner af intellektuelle tvangsflyttet til den russiske grænse under den kulturelle revolution i 1966. Her skulle de glemme det akademiske liv og i stedet oplæres i det simple bondeliv – det, som man i dag i Kina kalder "genopdragelse". Netop dette kulturelle og intellektuelle jerngreb, som Mao holdt hele det kinesiske samfund i og kulturrevolutionens enorme arbejdsløshed har sat dybe, bitre spor i forældre-generationen. Wang kender det hjemmefra: - Der er ingen tvivl om, at de også ser mig som en investering. Mit mål er at blive ansat hos en vestlig virksomhed, der er lønnen bedst. Mine forældre er på den måde også sikret en højere levestandard, når jeg skal forsørge dem som gamle, kommer det på vanlig ydmyg kinesisk facon fra Wang. Efter et par sekunders tavshed erkender hun dog, at presset også kan fylde ubønhørligt meget. - Nogle gange er jeg bange for fremtiden. Konkurrencen er så hård, fordi vi er så mange. Man er nødt til at være ekstremt ambitiøs. Hvis man altid har været så målrettet som jeg, er man meget afhængig af at være en succes. For mig – og også mine forældre - vil det være en fiasko, hvis jeg ikke får et godt job, erkender Wang. Hjælpeløs ved komfuret Og ingen tvivl om, at de unge i Kina er blevet symbolet på "Den Lysende Fremtid", sloganet som flere universiteter lokker de unge med igennem annoncer i avisen. Ofte er skoledagen fra kl. 8-21 om morgenen, og det er almindelig kendt, at man skal møde ind før klokken halv otte om morgenen, hvis man vil have en plads på universitetets bibliotek – også i weekenden. Hjemmefra får de unge ofte en kolossal opbakning. Tit ikke økonomisk, men så længe de bor hjemme, er der ikke mange andre pligter hjemme end at koncentrere sig om sine lektier og score nok point til at komme på universitetet. - I Kina bor man hjemme, til man er færdig med sine studier, hvis forældrene bor i nærheden af universitetet. Selv om jeg kommer fra en fattig familie på landet, har jeg aldrig haft et fritidsjob – heller ikke for at tjene penge til universitetet, siger Fú Jin Fang, der også læser engelsk. Hun stikker spisepindene i den karamelliserede røræg på bordet i restauranten, der er en af universitets områdets fineste. Restaurationsbesøg er sjældne og dyre, når man lever af, hvad forældrene kan undvære. Hjemme hos forældrene blev der gjort mere ud, af at hun læste sine lektier, end at hun kunne klare sig selv. Derfor har hun aldrig lært at lave mad og lever i dag af færdigpakkede nudelretter. Universiteterne i Kina er bygget op efter amerikansk princip, hvor man betaler for undervisning. På Nánmen koster det cirka 4200 kr. om året for undervisning. I de tilhørende kollegier, som ligger side om side med undervisningslokaler, koster et værelse cirka 500 kr. om måneden, som så deles med tre andre. - Det kan være hårdt at få livet til at hænge sammen, når man bor sammen med tre andre og skal læse lektier og have sin nattesøvn. Ofte er jeg nødt til at læse om natten med en lommelygte for ikke at forstyrre dem, der sover, forklarer Fú. 50 mio. ungkarle På grund af ældrebyrden har de 45-55-årige allerede i dag fået af vide, at de ikke får pension. Mænd betragtes stadig som bedre forsøgere, og da det er børnene, der senere skal forsørge deres forældre, sendes flere drenge end piger på universitetet. Men det betyder også, at der i dag fødes langt flere drenge end piger, da der er en tendens til, at ægtepar ofte illegalt vælger aborter, hvis scanningen viser, at en pige er på vej. Har man kun ret til et enkelt barn, er det vigtigt, at det er af rette køn. Det samme billede ses i lufthavnen, hvor vestlige forældre i bussevis knuger lyserøde bylter med adoptivbørn. Konsekvensen er, at der anslået er 50 mio. ungkarle i Kina, som lider under, at kvinderne vælger karriere i stedet for kærlighed. Derudover er lesbianisme oven i købet blevet populært i studiemiljøerne. Ægteskab ikke vigtigt Det velkendte danske begreb "barselsorlov" får både Fú og Wang til at undertrykke et grin. Den slags findes ikke i Kina. Hverken Fú eller Wang er interesseret i at finde en mand. - Kvinder i Kina vil være uafhængige og tjene deres egne penge. Jeg har hørt om en pige på mit studie, hvis højeste ønske er at få et barn, inden hun er 25 år. Hun kan aldrig få et godt job – man tjener ingen penge i de år, man føder børn. I stedet bliver man dybt afhængig af en mand til at forsørge sig. Wang drejer fingeren i tindingen. De unge kvinder har tilsyneladende gjort op med tanken om de arrangerede ægteskaber som familiernes sikkerhedsnet. - Man tager et valg. Enten vælger man at få en familie, eller også satser man på at få et godt job. Jeg føler ikke, jeg kan tillade mig at tænke på ægteskab, før jeg bliver 30. Når det er mig, der skal forsørge mine forældre, viser jeg også dem respekt ved at nå mine mål i stedet for at tænke på ægteskab og børn, forklarer Wang.

Forsiden