Unge kørte galt i trafikeret kryds: 18-årig fører ville slippe fra politiet og kørte over for rødt

Tre unge mænd slap nådigt fra et uheld i Aalborg natten til mandag

Arkivfoto

Arkivfoto

AALBORG:Bilen blev totalskadet, men tre unge mænd slap forholdsvis heldigt fra et uheld i Aalborg natten til mandag.

En politipatrulje blev efter midnat opmærksom på bilen, som kørte over for rødt i krydset mellem Dannebrogsgade og Kastetvej.

Politiet forsøgte at få chaufføren til at standse, men bilen fortsatte blot, indtil det gik galt i krydset mellem Østre Allé og Håndværkervej klokken 00.45.

- Bilen ramte en kantsten med venstre hjulpar og ramte også et skilt, fortæller vagtchef Bruno Brix fra Nordjyllands Politi.

Ved uheldet blev bilen helt ramponeret, men føreren af bilen og to passagerer slap uden alvorlige kvæstelser.

- Føreren er en 18-årig mand fra Aalborg. Han er sigtet for en hel del lovovertrædelser. Han er sigtet for at køre over for rødt, han er sigtet efter våbenloven, han er sigtet for at bringe andres liv og førlighed i fare, og han er sigtet for at køre i enten narko- eller medicinpåvirket tilstand, oplyser vagtchefen. Manden er afhørt og løsladt.

De to passagerer i bilen var begge under 18 år.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.