Forskning

Unge krænkere undgår oftest tilbagefald

Behandling uden den store betydning, fastslår forsker

KØBENHAVN:Når børn og unge begår seksuelle overgreb, så betyder det ikke nødvendigvis, at de fortsætter overgrebene, når de bliver ældre. Det er en af konklusionerne, som seniorforsker Annalise Kongstad er kommet frem til, efter at hun på Københavns Universitet har samlet den tilgængelige forskningsmæssige viden om unge krænkere. Det er altså kun de færreste, der i deres voksne liv fortsætter med at krænke andre seksuelt. - De få undersøgelser, der findes, tyder ikke på, at tilbagefaldet er ret stort, siger hun. Til gengæld tyder det heller ikke på, at det gør nogen forskel for flertallet, om de får behandling eller ej. - Jeg forstår godt, at der vil være en hel del behandlere, der vil være uenige i det. Men det, man kan sige, er, at hvis man ikke giver behandling, så får man heller ikke fanget den lille gruppe op, der ellers vil fortsætte deres overgreb, siger hun. Forskningen viser dog også, at de problemer, der gør unge til krænkere, er det samme, som får dem til at begå alle mulige andre former for kriminalitet. Alene af den grund kan der være god grund at hjælpe de unge med en bred, forebyggende indsats. - I de fleste tilfælde er det jo børn, der kommer fra nogle problemfamilier. De har problemer med at få venner og klare sig godt i skolen. Det er alt det, der giver et grundlag her i livet: at man får en uddannelse, at man har en tilknytning til en familie, at man får sig nogle venner. Man kan altså hindre nogle af de her ting ved at forebygge i familien og i skolen, siger hun. Annalise Kongstad vurderer samtidig, at problemet med de helt unge krænkere ikke er så udbredt, som nogle kan få indtryk af. - Men problemet er ikke så stort, som man kan få indtryk af. Det skyldes nok, at de fleste mennesker har en stærk modvilje mod seksuelle overgreb, så der vil være en tendens til at overvurdere omfanget, siger hun og påpeger blandt andet, at medierne beskriver hver enkelt sag indgående. - Tænk, hvis man skrev om alle cykeltyverier på samme måde, som hun siger. Det begrænsede omfang gør dog også, at det statistisk set er svært at lave den store forskning på området. - Det er en meget lille gruppe. Når man skal lave analyser på, hvad der virker, så opstår der problemer, for der er ikke ret mange at undersøge, siger Annalise Kongstad. /ritzau/