EMNER

Unge kvinder har ondt i livet

Kun hver fjerde unge kvinde mener ifølge ny undersøgelse, at hun har et virkelig godt helbred.

De er lige på tærsklen til voksenlivet, skolen er overstået, måske er de allerede flyttet hjemmefra. Men for mange 19-årige tegner livet alligevel trist og svært. Især pigerne har det svært, viser en ny undersøgelse fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, der offentliggøres torsdag. 20% har haft en psykisk lidelse I undersøgelsen fortæller hver femte på 19 år, at hun har haft en psykisk lidelse, 12 procent siger, at de har eller har haft en spiseforstyrrelse, og seks procent siger, at de har forsøgt at begå selvmord. - Det er meget påfaldende, at så mange piger tilsyneladende ikke har det godt, siger projektleder Mai Heide Ottosen, der står bag undersøgelsen. 27 procent af de 19-årige kvinder svarer også i undersøgelsen, at de føler sig pressede på tid, og kun 22 procent angiver, at de er ved virkelig godt helbred. Kritiske piger - Man ville jo umiddelbart mene, at unge i den alder burde være unge og friske, så det er meget påfaldende, at så få mener, at de har et virkelig godt helbred, siger Mai Heide Ottosen. Mange unge kvinder er også stærkt kritiske, når det kommer til tallet på badevægten og det, de ser i spejlet. Mens drenges egen vurdering af deres kropsstørrelse omtrent stemmer overens med deres BMI (Body Mass Index), er pigerne stærkt kritiske over for deres egen krop. Kun 49 procent mener, at de er normalvægtige, selv om hele 85 procent af pigerne ifølge BMI er det. Mai Heide Ottosen mener, de 19-åriges liv bør undersøges nærmere, ikke mindst fordi der i dag sammenlignet med undersøgelser fra 1987 er flere unge med ondt i livet. Forventningspres - Måske er det blevet sværere at være ung med et større forventningspres, men en anden forklaring kan være, at det er mere legitimt at tale om det i dag. Det ved vi ikke, siger Mai Heide Ottosen. Også de 19-årige mænd lever et udsat liv. I modsætning til de nedtrykte og indadvendte kvinder vender de sig især udad og lever et hurtigt liv med meget druk, lidt motion, rygning, stoffer og ofte dårlig mad. Her er især de udeboende 19-årige udsatte. Undersøgelsen fra SFI konkluderer, at generelt har næsten alle børn og unge i Danmark det godt, og særligt de små børn bliver passet godt på både af forældre og samfund. - Men når vi ser på de 19-årige, så sidder jeg tilbage med et billede af, at mens der bliver passet rigtig godt på de små, er det, som om man slipper tøjlerne tidligt for de unge. Den frihed, de har til at forvalte deres eget liv, evner de måske ikke altid at udfylde, siger Mai Heide Ottosen. /ritzau/