Unge kvinder stjal invalidebil

Aabenraa, lørdag /ritzau/ Dommeren i Aabenraa valgte lørdag at fængsle en 20-årig kvinde, der aftenen forinden havde været på en voldsom turne rundt i byen. Sammen med en veninde skulle hun have stjålet nøglerne til en invalidebil fra omklædningsrummet i byens svømmehal. Bilen smed de to kvinder nær Lergård, men kort tid efter satte de en kniv for halsen af en kvinde, der netop havde parkeret udenfor sit hjem i nærheden. Hun blev først truet til at udlevere sin pung, men da den var tom, blev hun tvunget til at udlevere sine bilnøgler og til ikke at anmelde sagen til politiet. De to kvinder forsatte ifølge politiet køreturen i deres nye shanghajede køretøj, men politiet fik hurtigt mistanke om, hvem der var på færde, og anholdt de to. Veninden blev dog løsladt i grundlovsforhøret. /ritzau/