Unge løb sig til bedre golfspil

LØKKEN:Løbe løbe, fløjt, løbe løbe, fløjt. Sådan lød det den første times tid, da 22 unge elite-golfspillere i weekenden løb frem og tilbage i gymnastiksalen på Løkken Centralskole. De unge var på kursus for at blive endnu bedre golfspillere, og der blev lagt ud med hård fysisk træning. - Det er hårdt, så jeg har fået brudt nogle grænser, lyder det forpustet fra Niclas Vorre, efter at han har smidt sig på gulvet efter træningen. Han og de andre er på det første hold, og de løber stærkt fra starten. I hold på fem løber de unge mennesker 20 gange 15 sekunder med indlagte pauser, der gør det ekstra krævende at komme igennem. De næste hold afpasser deres løb mere for at holde distancen. Major Orla Barsøe, der også selv spiller golf, er manden med fløjten og det hårde program. - Det kræver en stor smidighed og bevægelighed at spille golf, så derfor lægger vi hårdt ud, forklarer træneren. Weekendkurset er det første af flere, så vi skal nok nå at komme i god form, fastslår Orla Barsøe. Nikoline Christensen venter på at komme til. Hun er eneste pige på holdet. - Jeg håber på at lære noget teori, så jeg kan få en bedre kondition. Især er det vigtigt at få styrket ben- og rygmusklerne, siger hun bestemt.