Unge lokkes i teater

En par klik på teatret Aveny-T's hjemmeside, og så sidder skuespilleren Thomas Bo Larsen foran én og fortæller hæmningsløst om sit gode samarbejde med forfatter, instruktør og teaterdirektør Ole Bornedal. Hjemmesiden findes endnu ikke på nettet, men hvis den gjorde, ville den formentlig lokke flere unge danskere i teatret. Det mener i hvert fald det nye produktionsselskab Spektakel, der i sidste uge præsenterede den anderledes hjemmeside for pressen. De tror, at mere interessante og dynamiske hjemmesider med levende billeder vil være positiv for teaterbranchens udvikling. En udvikling, der i øjeblikket byder på faldende billetsalg og forholdsvis få unge tilskuere. - Uanset om det er rimeligt eller urimeligt, er teaterbranchen faldet i en gryde. Teatrene har været for sløve og har ikke kendt sin besøgstid overfor den unge målgruppe, siger Jon Stephensen, direktør for Aveny-T.