Unge må tage en tørn for kontanthjælpen
Arbejdsmarkedsudvalget i Mariagerfjord Kommune reagerer på stigning i antallet af unge på kontanthjælp.

Hvis det eneste problem er, at man er ledig, så skal unge i Mariagerfjord fremover arbejde for deres kontanthjælp. En af "jobmulighederne" kan blive at holde ukrudtet i ave på kommunens grønne arealer. ?Foto: Grete Dahl
En stigning i antallet af unge på kontanthjælp får nu Arbejdsmarkedsudvalget i Mariagerfjord Kommune til at indføre straksaktivering. - Målet er, at de unge skal aktiveres senest fem dage efter, at de henvender sig for at få kontanthjælp. Vi indfører det så hurtigt som muligt og senest til sommerferien, siger udvalgsformand Finn Cilleborg (S). Skæringsdatoen er ikke tilfældig valgt. I juni forlader de unge uddannelsesinstitutionerne, og mange af dem melder sig for at få kontanthjælp. - Vi har tidligere haft en praksis med at sende unge hurtigt i aktivering, og der så vi i juni, at mange vendte sig om og gik igen, når de fik at vide, at de ville blive sendt ud i arbejde, fortæller Finn Cilleborg. Dermed sier man de unge fra, som ikke reelt har behov for økonomisk hjælp, eller som har mulighed for at finde sig et almindeligt job. - Desuden mener vi, at det er godt at være i gang med noget i stedet for bare at gå derhjemme. Det er med til at gøre dem klar til arbejdsmarkedet. De vænner sig til at stå op og gå på arbejde, og det skulle ikke undre mig, om det kan være med til at blåstemple dem til et almindeligt arbejde, bemærker Finn Cilleborg. I praksis skal de unge tage en tørn med i kommunens Park & Trafik-afdeling. - Og jeg skal ikke blande mig i, hvad de konkret skal sættes i gang med. Men de kan sagtens gøre nytte dér. Der er ingen tvivl om, at der er nogle ting, der ikke bliver lavet i dag, siger Finn Cilleborg. Flere nordjyske kommuner har straksaktivering, heriblandt Rebild Kommune, og Vesthimmerlands Kommune vedtog i januar at indføre straksaktivering.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.