Unge mænd vilde med madlavning

De unge mænd i Terndrup er så vilde med at lære at lave mad, at Terndrup Borgerforening her i foråret har været nødt til at oprette to hold med madlavning for mænd.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Nu er der madlavning for mænd i skolekøkkenet i Terndrup hver mandag, på skift unge og ældre. Privatfoto

På femte år har et hold med omkring 16 modne mænd været samlet hver anden mandag i skolekøkkenet på Terndrup Skole, hvor Hanne Andersen fra Terndrup Hallens cafeteria har undervist dem i finere madlavning. - Men her i efteråret nåede vi pludselig op på 19 deltagere på holdet, og vi fandt ud af, at en del unge mennesker også gik rundt i byen og gerne ville være med, beretter formanden for Terndrup Borgerforening, Ivan Johansen, som selv har været fast deltager på det oprindelige madhold. Derfor oprettede borgerforeningen et hold nummer to, som kunne skiftes med "de ældre" til at komme om mandagen. - Så nu har vi to hold med 16 på hver, og alligevel har vi stadig nogle mænd på venteliste, fortæller en lettere overvældet Ivan Johansen. Snart introducerer borgerforeningen en anden nyhed på madholdet, nemlig gæstekokke. Det bliver i første omgang "de ældres hold", som får besøg af den lokale bager, den konditoruddannede Kenneth Søgaard, mandag 28. februar, hvor han vil lære dem at lave spændende desserter. - De unge må godt lige lære lidt mere grundlæggende i første omgang, siger Ivan Johansen.