Unge mangler et sted at øve

Årets borger ønsker sig bedre vilkår for de lokale musikere

HADSUND: Der mangler et øvested for de unge og en afløser for "Biffen Rocker". Sådan lyder det fra musiklærer Torben Riis-Hansen, der i august blev kåret som årets borger i Hadsund af tidligere årets borgere, der ønskede at kreditere ham for at være en sprudlende inspirator for det lokale musikliv, for at have været primus motor for blandt andet musicals, elevkoncerter og netop "Biffen Rocker" - og for at Hadsund i dag har en sprudlende og velfungerende musikskole. Torben Riis-Hansen erklærede sig beæret - meget - men syntes nok, at andre havde hjulpet til undervejs, men i hvert fald har han spillet en hovedrolle i, at hundredevis af børn og unge gennem de seneste otte år har spillet mere og mere musik. Det resulterede i en periode i en lang række orkestre og samspilsgrupper, men børn har det jo med at blive store og unge voksne, så de første af Torben Riis-Hansens elever er vokset ud af det lokale musikliv, og antallet er faldet. Eksempelvis er de nu blot fem samspilshold i musikskoleregi mod tidligere omtrent det dobbelte, og orkestrene er der lige for tiden ikke så mange af. - Når de kommer i gymnasiet, så dør det hér, fordi de ikke har noget sted at spille, siger Torben Riis-Hansen. Det kan være andet, der trækker, når de unge kommer i gymnasiet, men han fastholder, at det er et problem, at de mangler et sted at være. - Hvis de havde et øvehus, som de selv havde ansvaret for ..., drømmer han. - Men kan de ikke være i Det Kreative Hus, Skoven? - Nej, kun når der er lærer med, siger Torben Riis-Hansen, der dog har ladet gamle musikskoleelever over 18 år benytte lokalerne selv. Den erfarne musikmand og -lærer ved, at det på et tidspunkt i en ung musikers liv er vigtigt at øve selv sammen med kammeraterne - altså uden en voksen. - På et tidspunkt gider de ikke have en lærer med, men vil hellere stå og fedte med det selv. Det er meget sjovere, og man kan bruge mere tid end i musikskolen. Man skal ikke nå noget, men kan bare hygge sig og spille, siger Torben Riis-Hansen. Han synes, at kommunen skulle tilbyde de unge et sted og sige: - Det er i orden, at I er her selv, men I har selv ansvaret, og hvis der bliver ballade, så lukker vi. - Jeg er sikker på, at de unge kan administrere ansvaret og få stedet til at køre, siger han. Men lokalet er der ikke i dag, og konsekvensen er, at de unge spiller i Hobro, i en lade eller en kælder hist og her eller holder op med at spille, konstater Torben Riis-Hansen, der også ønsker sig, at en afløser for "Biffen Rocker", som var ungdomskoncerter med lokale bands, der spillede i biografen en hel lang dag. - Det var et godt sted og er godt koncept, siger Torben Riis-Hansen, der imidlertid udtrykker forståelse for, at biografen med dens mange premierefilm ikke kunne reservere sin store sal til musik. Han tror dog på, at det sammen med ungdomsrådet, U-Crew, og den kommunale ungdoms- og kulturmedarbejder Anne Ritman samt musikskolens støtteforening kan lykkes at stable noget på benene igen - og understreger at det er vigtigt, at man igen får en fast rutine med ungdomskoncerter, fordi det er motiverende for de unge, at de ved, at der kommer en mulighed for at spille ved en koncert.