Unge med handicap er bagud på uddannelse og job

Unge med handicap kommer langt sjældnere i uddannelse og job end andre jævnaldrende, viser ny redegørelse.

Hvem femte 19-20-årige person med handicap er ikke i gang med eller færdig med en ungdomsuddannelse. For andre unge er tallet 1 ud af 20. (Arkivfoto)

Hvem femte 19-20-årige person med handicap er ikke i gang med eller færdig med en ungdomsuddannelse. For andre unge er tallet 1 ud af 20. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Hver femte 19-20-årige person med handicap er ikke i gang eller færdig med en ungdomsuddannelse som gymnasie, handelsskole eller en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse.

Det er derimod kun 1 ud af 20 af alle unge i samme aldersgruppe, der står i den situation.

Det viser en ny redegørelse fra Social- og Indenrigsministeriet.

Redegørelsen viser også, at kun 40 procent af unge på 19-20 år med handicap er i uddannelse eller job, mens det gælder for 82 procent af alle unge i samme aldersgruppe.

Det er overraskende og ærgerligt, mener Thorkild Olesen, formand for paraplyorganisationen Danske Handicaporganisationer.

- Jeg synes, det er forfærdeligt, at så mange mennesker med handicap ikke er i uddannelse eller har en tilknytning til arbejdsmarkedet.

- Vi taler om alle typer af unge med handicap. Personer med udviklingshandicap eller kørestolsbrugere, men også mennesker med et mindre handicap, siger Thorkild Olesen.

I regeringen og dens støttepartiers såkaldte forståelsespapir blev der sidste år lagt op til tiltag for at få flere unge med handicap i uddannelse.

I finansloven for 2020 er der ligeledes afsat et udefineret beløb til en evaluering af handicapområdet.

Daniel Toft Jakobsen, handicapordfører for Socialdemokratiet, kalder det en "super, super vigtig sag".

Ifølge ham viser tallene, at der stadig er store udfordringer på området.

Han kan dog endnu ikke berette om konkrete tiltag.

- Men noget af det, vi har talt om tidligere, er at se på, om vi kan justere nogle regler og for eksempel give mulighed for, at mennesker med handicap kan bruge længere tid på en uddannelse.

- Det kan også handle om at gøre reglerne mere fleksible i forhold til praktikophold, siger Daniel Toft Jakobsen.

Thorkild Olesen understreger, at der bør handles meget snart.

- Det er ikke sådan, at jeg er skuffet over regeringen. Men nu har vi en undersøgelse, der viser det her, og derfor skal vi også gøre noget ved det, siger han.

Mellem 30.000 og 35.000 børn og unge modtager i dag hjælp for deres fysiske eller psykiske handicap.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.