Ungdomsuddannelser

Unge mod frafald

Mange forslag på bordet ved konference i Rebild om de unges frafald ved ungdomsudannelserne

Himmerlandske unge på konference med gode ideer.Fra venstre er det Nicklas Jensen, Aars, Jannie Nielsen, Hobro, Jesper Berg, Arden, Christian Kollerup, Farsø, og Pernille Toudal, Skarpsalling, Løgstør. Privatfoto

Himmerlandske unge på konference med gode ideer.Fra venstre er det Nicklas Jensen, Aars, Jannie Nielsen, Hobro, Jesper Berg, Arden, Christian Kollerup, Farsø, og Pernille Toudal, Skarpsalling, Løgstør. Privatfoto

Det nærmest haglede med gode råd mod frafald på ungdomsuddannelserne, da 60 unge fra Himmerland fra tirsdag til onsdag middag deltog i ungdomskonferencen "Hot or not - hvem bestemmer?" på Hotel Comwell i Rebild. 10 ungdomsuddannelser i Rebild, Mariagerfjord og Vesthimmerlands Kommuner var repræsenteret. - Det er et godt og spændende arrangement, hvor vi får indflydelse på, hvad der skal ske, siger Jannie Nielsen, elev på VUC Hobro. Det er dejligt, at nogen hører efter, hvad vi mener. Vi håber på stort udbytte, så frafaldet mindskes. NORDJYSKE Medier spurgte under konferencen fem af de unge deltagere, om hvor de mener, der bør sættes ind mod frafald: Christian Kollerup, Farsø, elev på Kongshøjgård Produktionsskole, 19 år: - Det var fint nok at starte på produktionsskolen, men efter to år er det ikke så sjovt længere. Det bedste ved skolen er, at alle kender hinanden og at der tilbydes god praktik. Jeg kender flere, som er droppet ud af uddannelsessystemet - f.eks. VUC eller Teknisk Skole - efter produktionsskolen. Men det er vigtigt at tage sig sammen og få en uddannelse af hensyn til ens fremtidsmuligheder. Pernille Toudal, elev på Erhvervsskolerne Aars, Skarp Salling, Løgstør, 17 år: - Jeg meldte mig på HG, fordi det er mit højeste ønske at få en uddannelse, så jeg kan stå i butik. Vi har meget frie tøjler i nogle af fagene og får lov til at arbejde meget sammen. Jeg er efterhånden skoletræt, så det passer mig fint, at jeg har fået en læreplads i en skobutik i Løgstør efter sommerferien. En stor ulempe er, at busserne passer ad H til.. Jeg tror, at meget frafald i HG skyldes, at nogle elever ikke kan få praktikplads og derfor ikke kan se den store nytte i den to-årige HG. Jesper Berg, Arden, elev på Hadsund tekniske Skole, 17 år: - Vi lærer meget mere end på de store tekniske skoler. Lærerne er meget dygtige og indlærer tingene på en god måde. En ulempe, som man ikke skal negli-gere, er, at timerne ligger skævt i forhold til bustiderne. Jeg tror, at en stor del af frafaldet kan løses gennem bedre information og længere praktikophold, så vi får mere kendskab til den ønskede uddannelse. Selv vil jeg være tømrer. Jannie Nielsen, Hobro, elev på VUC Hobro, 23 år: VUC Hobro er et godt sted, fordi der er så mange muligheder. Det mest trælse er værkstedstimerne uden lærer, der føles som tidsspilde. Lærerne er meget dygtige og super til tage hensyn til den enkelte. Det er også en fordel, at vi er blandet aldersmæssigt. Nicklas Jensen, Aars, elev på Rebild Produktionsskole, 17 år: - Det er fint nok at gå på produktionsskolen. Det bedste er, at man får en masse nye venner. Det værste er, at lærerne undertiden stiller urimelige krav til os. Nogle dropper ud, fordi lærerne ikke lytter mere til elevernes ønsker og fordi de ikke føler, at de får nok ud af undervisningen.