Unge musikere lærer ikke nok til orkesterjob

Aalborg Symfoniorkester har ikke ansat en lokal musiker i otte år. Niveauet er ikke højt nok, mener musikchefen

Musik 3. juni 2003 08:55

AALBORG: Studerende fra Nordjysk Musikkonservatorium i Aalborg har ikke de store chancer for at få et job i landsdelens symfoniorkester. Årsag: De er - efter en omlægning af uddannelsen - ikke dygtige nok, siger Aalborg Symfoniorkesters chef, Palle Kjeldgaard: - Det er deres elementære, grundlæggende færdigheder på instrumentet, der simpelthen ikke er gode nok. Pædagogikken fylder for meget i uddannelsen, og de ender i regelen med at få job som underviser på en musikskole, fastslår han. Ud af de 65 musikere er kun 11 dimittender fra det nordjyske konservatorium. Og i de seneste otte år er der ikke fastansat én studerende fra stedet. - De, der virkeligt ønsker at blive musikere i et orkester, har en tendens til at søge ind på de store konservatorier, siger Palle Kjeldgaard. Når lokalt uddannede musikere stiller op til konkurrence om en plads i Aalborg Symfoniorkester, kommer de sjældent gennem første prøverunde: - De ryger ud på deres solistiske evner, på deres grundspil. Det tekniske fundament er der simpelthen ikke, forklarer han. I stedet ansætter orkestret afgangselever fra landets to største konservatorier i Århus og København eller – i højere og højere grad – udenlandske musikere. Palle Kjeldgaard pointerer, at uddannelsen i Aalborg ikke er dårlig. Den ruster bare ikke mere de studerende til at spille i et orkester som Aalborg Symfoniorkester. Tidligere var der hvert år omkring 10 studerende, der havde evnerne og lysten til at spille med orkestret. Og ved sidste solistkonkurrence, hvor der tidligere var en håndfuld studerende, der kæmpede om muligheden for at træde op foran et talstærkt publikum, var der blot én enkelt håbefuld ung musiker, der prøvede lykken. Hun var til gengæld meget talentfuld og skal nu optræde som solist ved symfoniorkesterets sommerkoncert i Aalborg i morgen. Rektor Jens-Ole Blak er enig med musikchefen i, at det nuværende system ikke er godt nok. Til gengæld mener kulturminister Brian Mikkelsen (K), at Nordjysk Musikkonservatorium får en markant position på den danske klassiske scene, hvis konservatoriet forstår at udnytte sin viden på det pædagogiske områder.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...