Unge opfører skuespil om livet på landet

STERUP:Åsen Teater i Sterup vil i hele den kommende uge være rammen om et teaterprojekt, hvor unge fra hele landet i samarbejde med professionelle skuespillere, musikere og kunstnere fra Åsen Teater vil skabe en forestilling om fremtiden på landet. Forestillingen hedder ”Morgenlandet”, og handler om livet på landet i tiden efter at Gyllehavet gik over sine bredder. - Forestillingen udspiller sig i fremtiden, hvor de ”groteske” lever i landet som mutanter og fragmenter, fortæller Lars Olsen fra Åsen Teater. I den verden, hvor det unormale nu er nomalt er der svage udsagn om dengang det hele gik agurk og mange forsvandt med Arken. - Vi ønsker at få de unges bud på morgenlandet. Vi har lagt nogle historier, og vi har skabt en ramme, hvor deres tanker, visioner og drømme om fremtiden kan få plads. Formen vil være et mysteriespil, med sang, musik, dans og tale, med effekter og ild i mørkningen.