Hobro

Unge opførte Soldierboy

Eleverne i 10. klassen i Skolen ved Kirketoften i Hobro opførte i går ungdomsteaterstykket Soldierboy. Om formiddagen var det for andre elever, og i aftes foregik det i festsalen på Handelsgymnasiet Mariager Fjord. Til den forestilling var forældrene inviteret med. I stykket er det de unge selv, der er i skudlinien, når Soldierboy affyrer sit skarpe verbale skyts. Her opdager man, at der er en konsekvens ved alle handlinger - både valg og fravalg. Friheden er grænseløs for de unge. De vokser op med pædagoger og skolelærere, der er parate til at opfylde deres mindste behov og tage vare på dem. Men forældrene selv har ofte dårlig tid til deres egne børn. Som undskyldning for det manglende samvær i familien, får de unge at vide, at de er enestående, fantastiske og i stand til alt. I dag har de unge travlt. De skal passe skole, fritidsjob og fritidsaktiviteter. Det er hårdt at overkomme alt, der skal til for at bekræfte forældrenes påstand om deres enestående intellekt. I stedet oplever de unge, at de har svært ved at finde en identitet i tilværelsen. Det får mange til at søge og afprøve grænser. Måske fordi de voksne glemmer at fortælle, at selv om man er enestående, fantastisk og i stand til alt, så er det nødvendigt at træffe et valg, tage ansvar og stå ved det.