Unge på 15 år skal tage stilling til organdonation

Flere forslag om organdonation skal behandles i Folketinget fredag. Men kun et ser ud til at få opbakning.

Ritzau
Når danskerne fylder 18 år, skal de automatisk være organdonorer, lyder et forslag, som Folketinget skal tage stilling til fredag. (Arkivfoto)
Sundhed 23. november 2018 00:00

KØBENHAVN: Organdonation er på dagsordenen, når Folketingets medlemmer fredag skal behandle flere forslag på området.

Der er blandt andet lagt op til et nyt initiativ i et lovforslag fra regeringen, der vil give unge mellem 15 og 17 år mulighed for at melde sig til donorregistret. I dag skal man være 18 år for at tilmelde sig.

Desuden skal et borgerforslag om automatisk registrering i donorregistret - et såkaldt "formodet samtykke" - også behandles fredag.

I forslaget lyder det, at alle borgere i Danmark automatisk skal registreres som organdonor, den dag de fylder 18 år.

Hvis ikke man ønsker at være organdonor, skal man aktivt framelde sig.

Men selv om borgerforslaget ifølge Venstre sundhedsordfører, Jane Heitmann, er vigtigt, så vil partiet ikke støtte forslaget i denne omgang.

- Når vi umiddelbart ikke støtter op om borgerforslaget, så er det, fordi vi vil følge de initiativer, der allerede er eller snart kommer, tæt og se effekten af dem, siger sundhedsordføreren.

Af de omtalte initiativer nævner Jane Heitmann, at der blandt andet er indført anonym nyredonation og en organdonationsdag, som skal skabe opmærksomhed på området, samt at yngre mennesker skal kunne tilmelde sig registret.

Også Etisk Råd hælder mere til en ændring af aldersgrænsen end automatisk registrering.

Rådet anbefaler ikke, at borgere over 18 år automatisk registreres som organdonorer. Til gengæld bakker det ifølge et høringssvar op om, at unge over 15 år skal have mulighed for at tilmelde sig.

Jane Heitmann påpeger dog, at debatten om automatisk donorregistrering er vigtig. Hun afviser ikke, at partiet vil støtte forslaget i fremtiden.

- Har initiativerne ikke den effekt, at der er flere, der melder sig som organdonorer, så er vi villige til at drøfte formodet samtykke igen, siger Jane Heitmann.

Forslaget om automatisk registrering er stillet af foreningen Organdonation - ja tak, og fik i august de nødvendige 50.000 underskrifter, det kræves at få behandlet et borgerforslag.

Ifølge foreningen er det kun 22 procent af danskerne, der har tilmeldt sig donorregistret, mens omkring 90 procent går ind for organdonation.

Automatisk registrering i et donorregister er allerede indført i flere lande.

Lande som Norge, Finland, Wales og Frankrig har formodet samtykke, og Holland og England følger også trop i nær fremtid.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...