Unge på museum?

Hvorfor er der brug for at sætte særligt fokus på unge i en museumskontekst, og kunne man forestille sig, at dette fokus har nogle følgeeffekter, som faktisk går stik imod museernes interesse i at bevare og formidle viden og værker i samfundets tjeneste? Vi har i fællesskab og på tværs af aldersgrupper en interesse i, at vores kultur "bevares" og formidles på tidssvarende måder. I rigtigt mange tilfælde handler det om at tænke mødet mellem bruger og institution på en mere involverende måde, og i forhold til den enkelte udstillingsgenstand en mere interagerende måde. Men det er ikke noget, som alene angår unge. At påstå andet vil i øvrigt også være at nedvurdere eller ikke helt have indsigt i, hvordan aldersgruppen 50+ tænker deres kulturforbrug, og i praksis fx besøger museer. Det er med kultur som med andre former for værdier, at der på et eller andet tidspunkt er noget, der skal "overleveres". Nu er kultur i sig selv ikke nogen "vare" eller en pakke, men også et helt tankesæt, som findes i vores levende og sociale interaktion med hinanden. Men for museer er der værker, genstande og andre artefakter, som meget fysisk skal overleveres fra generation til generation. Det giver mening at have særligt fokus på unge, når perspektivet er denne overlevering. Hvordan får vi den kommende generation til at tage et ansvar og engagere sig (ud over at bidrage via skatten) i forhold til de "kulturskatte", som museerne har specialiseret sig i at passe på? For det første er det vigtigt at forstå, hvilken status vores kulturinstitutioner rent mentalt har for unge. Institutionerne er der, og de er selvfølgelige i en grad, at det for det unge menneske er relativt let at tænke: Der kan jeg altid komme! Og så har tiden det med at gå! Institutionerne er også selvfølgelige på den måde, at de ikke i de unges optik repræsenterer noget "anderledes", som er nødvendigvis er værd at bruge tid på. Det er selvfølgelig en generalisering, for vi ved jo, at børn af familier med høj kulturel kapital (og som er blevet "slæbt med" på diverse museer) rent habituelt har en anden indstilling. For disse unge er det "naturligt" at man lige holder sig orienteret og besøger kunstmuseet eller det historiske museum i området. For det andet er kulturinstitutioner ikke væresteder for de unge. Det er ikke rum, hvor unges behov for selv at tumle med de store spørgsmål, som den kunstneriske eller historiske udstilling netop tematiserer. Det er "nogen andres" rum. Retfærdigvis skal det siges, at der er gjort meget de sidste 5 år på at gøre kulturinstitutioner som bibliotekerne "publikumsvenlige", så det netop bliver til steder, hvor unge kan være, og faktisk opleve, at de har et rum, der er deres. For det tredje er der god grund til at stille sig kritisk overfor brug af "unge" som en del af grundlaget for at legitimere eksistensen af den enkelte kulturinstitution som kulturinstitutioner i det hele taget. Der stilles rigtigt mange krav til vores unge, og som samfund er vi med til at gøre unge til "unge" i meget længere tid end tidligere. Det betyder meget konkret, at vi gerne vil have dem til at gøre en forfærdelig masse ting. Vi vil gerne have dem til at tage en uddannelse, blive mere end lønmodtagere. Vi vil gerne have, at de får og gør sig en karriere, der ikke blot kan gøre os stolte, men også sikre videreførelsen af samfundet rent økonomisk. Vi vil også gerne have dem til at "avle" en ny generation, selvom singlelivet presser sig på, og længere, end tidligere. Vi vil også gerne have, at de unge lever sundt, i en verden af "fedt-tilgængelige" fødevarer. For så kan de leve længere, og gå længere uden at skulle belaste på samfundets sundhedsbudget. Vi vil også gerne have, at de unge er internationalt orienterede, og at de allerhelst bevæger sig rundt i verden. Og midt i alt dette jager forretninger og salgsvirksomheder segmentet "de unge", som i den grad skærper opmærksomheds- og relevanskonflikten: Hvad skal jeg bruge tid på! Nu er det ikke sådan, at Kulturstyrelsens rapport taler for, at kulturinstitutioner - og her museerne specifikt - baserer hele deres strategisk og brugerrettede kommunikation mod de unge. Rapporten peger beskedent på, hvad det vil sige at kommunikere til og med unge. Men der mangler en analyse af de rammevilkår, som har med generations- og overleveringsproblematikken at gøre. Det er jo ikke alt, der skal overleveres. Og måske kunne fremtidens landkort over kulturinstitutioner måske se anderledes ud? Et er i hvert fald helt sikkert: De unge kan ikke "frelse" kulturinstitutioner. Og derfor bør man heller ikke jagte dem. Måske snarere sætte dem fri. Tem Frank Andersen er ph.d. og medieforsker ved Aalborg Universitet. Tilknyttet forsker på www.kia-innovation. Hjemmeside: http://tem-frank-andersen.blogspot.com. E-mail: tfa@hum.aau.dk.