Unge samlet på grøn lejr i Rebild
15 forskellige lande repræsenteret
REBILD: Indien, Egypten, Israel og Tyrkiet - foruden en stor del af Europa.
Mange forskellige nationaliteter har i de seneste ti dage været samlet for at diskutere grøn energi, genanvendelse, økologi, naturpleje og mellemfolkelig forståelse på en international ungdomslejr, arrangeret af Rebild Rotary Klub.
”Camp Green Planet”, som lejren hed, blev afviklet på Rebild Efterskole, som den lokale Rotary Klub havde lejet til formålet, og med på lejren var i alt 20 unge i alderen 17-21 år, fordelt på 15 forskellige lande.
- Deltagerne var i forbindelse med lejren på en række ture, virksomheds- og museumsbesøg i området. De fik også lejlighed til at opstille et Rotary Shelterbox-telt, der anvendes i katastrofeområder, ligesom der blev tid til en turist- og shopping-tur til Ålborg, som specielt pigerne var meget glade for, fortæller camp-koordinator Ejvind Sørensen, Rebild Rotary Klub.
Hos Arcon-Sunmark A/S i Skørping viste salgsdirektør Knud Erik Nielsen rundt i produktionen, hvor stort set alle processer udføres af robotter og foregår på samlebånd. I samme forbindelse så lejrdeltagerne også det store solvarmeanlæg hos naboen, Skørping Varmeværk.
Et besøg hos Nordisk Folkecenter for vedvarende energi i Thy og ved testcentret i Østerild indgik ligeledes i programmet.
De meget høje og store møller i Thy var et imponerende syn, og i det hele taget fik de 20 unge under opholdet i det nordjyske et godt indtryk af Danmark som frontløber indenfor vindenergi.
Under et besøg på Grønlandshavnen i Aalborg så de både Siemens’ store vingelager og Bladt Industries’ produktionsanlæg for havvindmølle-fundamenter og transformerplatforme, og de var sågar så heldige at se en coaster, der var ved at blive lastet med møllevinger til et offshore-projekt.
Naturpleje-delen af ”Camp Green Planet” omfattede bl. a. ture i Rebild Bakker og Rold Skov, en kanotur på Lindenborg å og besøg i Vildmosecentret og på Lindholm Høje, mens kulturdelen blev dækket ind med besøg i bl. a. Gravlev Kirke, Budolfi Kirke og Rebild Centret.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.