Skolevæsen

Unge sangere for fuld udblæsning

90 beklemte konfirmander fra Farsø og omegn blev på noget nær rekordtid forvandlet til Himmerlands største og yngste gospel-kor

Den erfarne gospeldirigent og -sanger, Rune Herholdt, gjorde en ihærdig indsats for i løbet af fire timer onsdag eftermiddag at forvandle 90 vesthimmerlandske gennemsnits-teenagere til et entusiastisk og medlevende gospelkor. Foto: Michael Bygballe
Den erfarne gospeldirigent og -sanger, Rune Herholdt, gjorde en ihærdig indsats for i løbet af fire timer onsdag eftermiddag at forvandle 90 vesthimmerlandske gennemsnits-teenagere til et entusiastisk og medlevende gospelkor. Foto: Michael Bygballe

FARSØ:- Når I synger gospel, handler det ikke om at synge rent og smukt ligesom pigerne i Danmarks Radios Pigekor. - Som gospelsanger skal man bruge "fuldt register". Ligesom når I råber "Skrid lillebror" efter jeres irriterende små søskende derhjemme..... Gospeldirigent og - sanger Rune Herholdt vidste tydeligvis godt hvilke pædagogiske knapper, han skulle trykke på, da han onsdag eftermiddag stod over for en større flok mere eller mindre generte og forlegne teenagere i Farsø Sognegård. Men Rune Herholdt har også en vis rutine i at lære vordende konfirmander i Danmark at te sig som en anden gospel-menighed i de amerikanske sydstater. I løbet af et vinterhalvår bliver det typisk til mellem 10 og 20 konfirmand-gospelkoncerter. Fortrinsvis i Jylland - men ind imellem også i andre afkroge af landet. I går var turen kommet til årets konfirmander i Louns, Alstrup, Strandby, Vester Hornum, Hyllebjerg, Flejsborg, Ullits, Foulum, Svingelbjerg og Farsø. I alt cirka 90 ganske uprøvede gospelsangere fordelt på ti forskellige sogne - og fire forskellige præster. Nye tider - også for præsterne De fire præster: Niels Iver Juul, Troels Laursen, Else Juul og Eva Gundersborg Lauridsen har aldrig tidligere - på den måde - prøvet at samarbejde om fælles konfirmandaktiviteter. Men meget har også ændret sig, efter at Vesthimmerlands Kommune med virkning fra indeværende skoleår har valgt at nedlægge de ældste klassetrin på de mindre skoler og i stedet samle 7. klasserne fra et større område. For eksempel i Farsø. Beslutningen var bestemt ikke lige populær i alle kommunens mindre landsbysamfund. Men i Farsø og opland har præsterne bevidst valgt ikke at surmule - og i stedet udnytte de muligheder, som der også kan ligge i, at alle konfirmander på Farsø-egnen nu i realiteten er samlet på Farsø Skole. - Arrangementet med Rune Herholdt og hans gospel-orkester "The Gospelbrothers" er i den forbindelse et ganske udmærket eksempel. - Sådan et arrangement kunne vi næppe - hver især - have båret alene, men sammen kan vi bedre løfte den slags - ikke helt billige - projekter, forklarer sognepræst i Ullits, Foulum og Svingelbjerg, Troels Laursen. Loyale konfirmander En del af frygten i forbindelse med den seneste skolestruktur-ændring gik ellers netop på, om flytningen af 7. klasserne fra de små landsbyskoler ville være med til at underminere grundlaget for konfirmationer i de små landsbykirker. Foreløbig er der dog ikke rigtig noget, der tyder på, at det er den vej, det går, konstaterer Troels Laursen. - Meget kan selvfølgelig ændre sig med tiden, men indtil videre ser det ud til, at forældrene bakker op om, at de unge fortsat skal konfirmeres dér, hvor de bor. - Samtidig må vi også sige, at Farsø Skole har gjort en utroligt fin indsats for, at konfirmandundervisningen i landsognene har kunnet forløbe problemfrit. - Skolen har generelt været fantastisk let at lave aftaler med. Både når det har handlet om lokale aktiviteter - og det fælles gospel-arrangement i Farsø, fremhæver Troels Laursen. Koncert som punktum Resultatet af onsdagens intense øvearbejde i Farsø Sognegård kunne forældre, bedsteforældre, søskende og andre interesserede i aftes opleve ved en gospelgudstjeneste i Farsø Kirke. Her optrådte konfirmanderne med i alt fem gospelnumre - suppleret af Rune Herholdt og hans "Gospelbrothers", der også gav en række numre på egen hånd. På basis af eftermiddagens noget svingende musikalske indsats i "øvelokalet" var det umiddelbart ikke helt let at vurdere, hvordan konfirmandkoret ville gøre sig i en fyldt Farsø Kirke. Men dirigent Rune Herholdt tillagde på forhånd sine unge gospel-disciple en pæn chance for at overraske positivt. - Det er generelt utroligt, hvor forskellige konfirmanderne er fra sted til sted, men når de ellers først er blevet varmet op - så tror jeg, at konfirmanderne her i Farsø vil kunne gøre det rigtig godt, lød hans fortrøstningsfulde vurdering efter de første par øvetimer med det unge gospel-kor.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden