Unge skal cykle til Berlin og få mere mod på tilværelsen

Bent Ringgaard, der tidligere har cyklet til Paris for Team Rynkeby, er idemand og formand for Mariagerfjord Cykler. Privatfoto

Bent Ringgaard, der tidligere har cyklet til Paris for Team Rynkeby, er idemand og formand for Mariagerfjord Cykler. Privatfoto

Vil du med på en cykeltur over seks etaper til Berlin - for op til en snes unge i alderen 16 til 25 år.

Med fem overnatninger undervejs.

Sådan lyder oplægget til projekt Mariagerfjord Cykler, der skal give de chancen for at cykle sig til mere velvære og selvtillid. Og få troen på en ny fremtid.

Bag projekt Mariagerfjord Cykler står en kreds af private ildsjæle.

En afgørende forudsætning er, at initiativtagerne kommer i mål med et budget på 750.000 kr.

Brug for 750.000 kroner

- Vi har ansøgninger liggende hos en stribe fonde, og vi har også henvendt os til en række af egnens erhvervsvirksomheder i håbet om sponsorater.

Tilbagemeldingerne er positive.

På sigt vil tilbagebetalingen forhåbentlig være op mod 20 unge, der er trimmet og parat til job eller uddannelse, siger manden bag ideen, Bent Ringgaard, der også er formand for den nystiftede forening Mariagerfjord Cykler.

Initiativgruppen tæller en halv snes mænd og kvinder, alle forankret i det lokale erhvervs- og foreningsliv.

Initiativgruppen nærer en passion for motion på cykel og en lyst til at hjælpe unge, som måske ikke har fået den allerbedste start på voksenlivet.

Trænger til succesoplevelser

- Det er unge, som virkelig trænger til en succesoplevelse, og den vil vi gerne være med til at give dem, siger Bent Ringgaard.

Projektet henvender sig til 16-25 årige, som af en eller anden årsag ikke rigtig er kommet i gang med noget efter det obligatoriske skoleforløb.

Tilbuddet til dem er en tur til Berlin med fem overnatninger undervejs.

Vel at mærke en tur, deltagerne forpligter sig til at gennemføre på cykel med daglige etaper på omkring 125 kilometer.

Høje krav til de unge

Det koster ikke den unge noget at være med, men omvendt stiller initiativtagerne benhårde krav til deltagerne om at deltage i de træningspas, der planlægges både inde og ude før starten til Berlin går i juni 2017.

- Det er helt afgørende, at de unge er med på dét. Det er vores ultimative krav, at deltagerne følger træningsprogrammet, betoner Bent Ringgaard.

Initiativtagerne har i den sammenhæng indgået aftale med Claus Rene, Hobro Helse Sport, og der er også truffet aftaler med lokale kendisser, som i forløbet dels vil tage en træningstur med deltagerne og dels vil fortælle om, hvad det kræver, hvis man vil være med, hvor det er sjovt.

Det gælder OL-roeren Fie Udby og kongen af Le Mans, racerkører Tom Kristensen, som begge bor i Hobro.

Forbilleder

- Initiativgruppens medlemmer har selvfølgelig også meldt sig klar til både at træne med de unge og ledsage dem til Berlin.

- Det sker for egen regning, siger Bent Ringgaard, som i øvrigt på egen krop ved, hvad der kræves for at kunne cykle langt. Han cyklede i fjor de knap 1500 km til Paris på Team Rynkebys hold.

Der er lagt op til, at deltagerne i projektet skal rekrutteres efter ansøgning, men i et samarbejde med områdets ungdomsinstitutioner.

I den forbindelse har der allerede været positiv respons fra Hobro Produktionshøjskole.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.