Skolevæsen

Unge skal drømme iværksætterdrømme

AARS:Et tættere samarbejde mellem skoler og virksomheder kan være med til at gøre ikke bare Aars, men hele Vesthimmerland til et vækstområde. Det mener viceborgmester Jan Dyregaard (V). Han håber, at skolerne og erhvervslivet med et intensiveret samarbejde vil være i stand til at friste flere af nutidens skoleeelever til at blive fremtidens iværksættere. - Der er en tendens til at Aars - og hele Vesthimmerland - bliver opfattet som en udkantsregion, når nye videntunge virksomheder skal etablere sig. Det skal der gøres noget ved, fastslår han. Et af midlerne er samarbejde mellem skolerne i Aars Kommune og virksomheder - også gerne uden for kommunen, pointerer Jan Dyregaard. Det er blandt andet regeringens nye oplæg til styrkelse af iværksætter kulturen, der har inspireret Jan Dyregaard. Han vil nu både i Erhvervsrådet - hvor han er udpeget til en plads af byrådet - og i Skole- og kulturudvalget, hvor han er formand, slå et slag for at få sat iværksætteri og partnerskab mellem skoler og virksomheder på dagsordenen. - Vi har brug for flere iværksættere, hvis vi vil have del i den vækst samfundet oplever. Det er noget, vi allerede skal stimulere i uddannelsessystemet, pointerer han. Han forestiller en konfererence på de lokale skolerne som en del af intiativet. Jan Dyregaard efterlyser samtidig en fælles erhvervsstrategi for Vesthimmerland. - Det ville være gavnligt, hvis både kommuner, folkeskoler, erhvervsskolerne, VUC og Erhvervsfremmestyrelsen var en del af en sådan strategi, vurderer han. Eleverne på Vesthimmerlands Gymnasium, Teknisk Gymnasium og Handelsgymnasiet på Erhvervsskolerne i Aars bliver allerede i næste uge introduceret til en fremtid som iværksættere. Det sker - i øvrigt uafhængigt af Jan Dyregaards forslag - når Undervisningsministeriets rejsende projekt "Parat til Start" kommer til Aars mandag og tirsdag. Projektet styres af en gruppe unge, som skal sætte gang i deres jævnaldrenes tanker om fremtiden. Målet er at forberede de unge til fremtidens arbejdsmarked og give dem lyst til at blive selvstændige erhvervsdrivende, iværksættere eller projektmagere. Undervejs deltager repræsentanter fra det lokale erhvervsliv, og skolernes elever bliver sendt ud i workshops i mindre grupper, hvor de skal høre om ansættelsesprocedurer, tale med iværksættere og diskutere netværk.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst