Unge skal hjælpe unge

Thisted Kommune opretter et juniorkorps i Sydthy - som bro til fritidstilbud.

Thisted Kommune er på jagt efter seks modne og stabile unge i alderen 16 til 18 år, der vil være med til at gøre en forskel for andre børn og unge i Sydthy. I samarbejde med en række foreninger er det nemlig besluttet at oprette et juniorkorps som led i det to-årige "Projekt Tidlig og Målrettet Indsats i Distrikt Syd", der støttes af Socialstyrelsen. Formålet med at starte et juniorkorps op i Hurup, Bedsted og Vestervig er at sikre, at flere børn og unge får mulighed for at deltage i en fritidsaktivitet. Hans Jørgen Pedersen, bestyrelsesmedlem i Bedsted Idrætsforening (BIF), kalder ideen med et juniorkorps for "alle tiders". - Der er altid børn, der ikke automatisk har tilknytning til foreninger. Dem har vi også et ansvar for, siger Hans Jørgen Pedersen. Han understreger, at det ikke er afgørende, at det lige er fodbold, badminton eller bordtennis, der fanger de nye unges interesse. - Det er ikke sikkert, at alle trives i en stor flok i en idrætsforening. Måske vil man hellere være i roklubben og ro sammen med én. Det vigtigste er, at vi får fat i de unge. BIF var blandt de seks foreninger i Sydthy, der i tirsdags var til møde med repræsentanter fra Thisted Kommune. - Vi har bedt foreningerne om at udpege nogle kandidater, og det er så op til os at udvælge de seks, vi skal bruge, siger Malte Kjær, der er socialrådgiver i projektet. De unge, der udvælges, skal regne med at bruge ti timer om måneden på at følge et barn til en aktivitet, og det aflønnes de for. Lene Jensen fra Sydthy-Thyholm 4H har allerede fundet en 16-årig dreng fra Hurup, der er interesseret i at blive ansat i projektet. - Han er meget hjælpsom, og når vi har arrangementer i 4H er der et par andre udsatte, der altid hænger på ham. Jeg håber, det bliver godt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden