Lokalpolitik

Unge skal med til festen

Byråd vil gøre noget for at få de unge til at stemme

Unge skal med til valgfesten. Arkivfoto: Michael Koch

Unge skal med til valgfesten. Arkivfoto: Michael Koch

BRØNDERSLEV-DRONNINGLUND:Byrådet vil næsten slå knude på sig selv for at få førstegangsvælgerne op af sofaen til kommunalvalget. Men også kun næsten.

Et forslag fra Thomas Krog (SF) om at sætte mobile valgsteder ind på uddannelsesinstitutionerne, for at gøre det så let som muligt for de unge at stemme, fik en hård medfart i byrådet.

- Det er én stor leflen for unge, der burde tvinges til at komme af sted og sætte deres kryds, mente Karsten Frederiksen (K).

Andre mente, at en valgdag er en demokratiets festdag, som de unge bør og skal med til. Og at deres forældre bør have en opsang om at lære dem, at det ikke bare er deres ret, men også deres pligt, at få sat dét kryds.

Men Thomas Krog mente, at byrådet skulle forholde sig til virkeligheden.

- Det kræver en ekstra indsats at få de unge i gang med at stemme. Men hvis de får stemt første gang, de har muligheden, fortsætter de med det, mente han.

- Mobile valgsteder giver mulighed for at brevstemme i sådan noget som tre måneder op til valget. Det vil flytte noget, i stedet for at folk skal ind på rådhuset for at stemme, sagde Thomas Krog.

Ole Bruun (UP) gjorde opmærksom på, at tre måneder før valget, ved man slet ikke hvilke lister og kandidater, der stiller op.

Byrådet sagde dog god for en særlig indsats, der skal lede de unge ind i stemmeboksene til november.

Indsatsen omfatter bl.a. et demokratibrev til alle førstegangsvælgere, en valg-app til smartphones, vælgermøder for unge og at byrådsmedlemmerne tilbyder sig som foredragsholdere i folkeskolens afgangsklasser og på gymnasierne. fyt

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst