EMNER

Unge skal vænnes til foreningssport

Cykelklubber får 200.000 kroner til projekt for børn i Skelagergårdene

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

BMX - en sport der er fyldt med action.

Selvom det ikke skorter på mulighederne for at dyrke sport og være aktiv i området omkring Skelagergårdene, er der ikke mange børn fra bebyggelsen i de organiserede idrætsklubber. Men det skal der laves om på fremover, mener initiativtagerne til et projekt, som skal motivere de nydanske børn og unge til at være mere aktive. Projektet, som netop har fået 200.000 kroner af velfærds- og kulturministeriets fælles pulje til "idræt for vanskeligt stillede børn og unge", er blevet til i et samarbejde mellem Aalborg Kommunes skole- og kulturforvaltning, Hasseris Boligselskab, Fritidscenter Sofiendal samt BMX-klubben Falcon og Løvvangens Unicykelklub. Og ifølge fritidskonsulent Rasmus Krogh skal der også ansættes en projektleder, som kan hjælpe klubberne med at opsøge og fastholde de unge. - Det bliver uden tvivl lidt af en udfordring. For det er ikke børn, der er vant til at dyrke organiseret idræt, og de har heller ikke forældre, som involverer sig, forklarer han. - Vi er meget glade for vores nye bane i parken bag Skelagergårdene, fortæller formand for BMX Falcon Jeanie Nielsen. - Men selvom vi har fået en del medlemmer blandt børnene i de omkringliggende kvarterer, er der ikke rigtigt nogen fra Skelagergårdene, forklarer hun. Ifølge Jeanie Nielsen var håbet oprindeligt, at andre sportsgrene også ville slå sig ned i "Mulighedernes Park". Men indtil videre har BMX-klubben stort set været alene om at tilbyde organiseret idræt i den ny park. - Vi vil meget gerne i kontakt med nogle af de børn og unge, som bor i Skelagergårdene. Men de er ikke helt nemme at få fat i, og derfor var det også oplagt for os at gå med i projektet, forklarer hun. BMX Falcon tæller pt. omkring 64 medlemmer. Og da små og store som regel træner sammen, kan der godt være trængsel på banen. Men der er fortsat plads til flere, og foreningen er også kendt for et godt sammenhold med mange fælles ture til stævner og konkurrencer rundt om i landet. - Det samme gælder også Løvvangen Unicykelklub, supplerer Rasmus Krogh. - Her har man også flotte resultater, så de to klubber er begge godt organiserede og dygtige til at tage sig af børn og unge med forskellig baggrund, forklarer han. Udover en projektleder, som skal opsøge og fastholde kontakten med de børn og unge, der melder sig til projektet, skal pengene fra de to ministerier også bruges til markedsføring, indkøb af cykler og trailere samt kontingent. For det kommer ikke til at koste deltagerne noget at være med i det år, forsøgsprojektet strækker sig over. Men derefter er håbet naturligvis, at de unge er blevet så bidt af det, at de vælger at fortsætte på egen hånd. - Til den tid skulle det gerne betyde så meget for dem, at de selv er villige til at investere lidt selv, siger Rasmus Krogh. - Der kan selvfølgelig være enkelte familier, som har så få midler, at det kan være svært at finde pengene til et kontingent. Men generelt koster det faktisk ikke ret meget, og bliver det et problem, må vi jo forsøge at finde en løsning, tilføjer han.