Unge skatere føler sig fordrevet

Deres forældre var med til at betale asfalt til skolens bane, som de ikke må bruge

ARDEN:- Vi føler os fordrevet fra den rulleskøjtebane ved Arden Skole, som vi selv har været med til at betale. - Derfor må kommunen hjælpe os med at skaffe en ny bane. Allerhelst en overdækket bane i en gammel fabrikshal eller lignende tæt på byen. Paw Sørensen, Danni Jensen, Loui Nielsen og Lars Dalsgaard, fire 16-årige drenge fra 9. klasse på Arden Skole, nærer et fælles brændende ønske om igen at kunne dyrke deres foretrukne fritidsbeskæftigelse på et ordentligt underlag. "Rollerblading Agressive Inlineskating", som de selv kalder denne rulleskøjtesport for smidige springfyre, lader sig dårligt udøve på den trange plads foran Arden Ungdomsklub, hvor asfalten er bulet, og hvor skaterne alt for nemt kommer i nærkontakt med trafikanter på vej ind på eller ud fra svømmehallens parkeringsplads. - Den anden dag var jeg tæt på at ramme en motorcykel, som var på vej ud, netop som jeg kørte hen over rampen, fortæller Loui. For cirka fem år siden var blandt andre de fire unges forældre med til at betale for den asfalt, som blev lagt ud på en 30 gange 45 meter stor skaterbane ved Arden Skoles sportsplads. - Banen blev hurtigt et populært samlingssted, hvor vi somme tider var op mod 30-40 børn og unge om eftermiddagen. Om aftenen eller i weekender sad vi og hyggede os med stearinlys, husker Lars Dalsgaard. Muligheden for at bruge banen ophørte, da indskolingshuset skulle bygges. Banen blev brugt til arbejdskørsel eller oplagsplads. Ramperne blev pillet ned og fik lov at ligge vinteren over. En dag hentede forældrene ramperne og satte dem i stand. Efter at indskolingshuset åbnede, har skaterne ikke tilnærmelsesvis haft samme bevægelsesfrihed som tidligere. Der skulle selvsagt tages hensyn til skolens mindste, som har både sandkasse og gynger med et underlag af flis. Uundgåeligt kom der både flis og sand på banen, som i forvejen var en smule medtaget efter byggeriet. - Somme tider måtte vi godt løbe der om eftermiddagen. Andre pædagoger sagde nej og bad os vente til efter klokken 17, forklarer de unge, som for et par måneder siden blev bedt om at finde et andet sted. Det er de i sagens natur ikke tilfredse med. En udtjent bygning tæt på byen vil formilde de unges sind. - Bare underlaget er i orden. Så kunne Arden få en attraktion, der året rundt tiltrækker unge langvejs fra, drømmer kvartetten. Børne- og kulturudvalget har ingen penge at gøre godt med, men vil gerne hjælpe de unge med at stifte en forening, som kan hjemsøge midler.