Trafikulykker

Unge slap heldigt fra flyvetur

AALBORG:Fire unge slap særdeles heldigt, da en 19-årig mand fra Mariager mistede herredømmet over sin bil. Uheldet skete kl. 2.12 natten til lørdag, hvor de fire unge ville køre på motorvejen i sydgående retning ved tilkørslen ved Sønderbro i Aalborg, men den 19-årige bilist mistede herredømmet over bilen, som røg af vejen, tog en tur op i luften og rullede rundt. - De unge mennesker har været heldige, for bilen har fået en meget hård medfart. En bagsædepassager har fået mindre knubs, men ingen er kommet alvorligt til skade, siger vagtchef Peter Redder fra Nordjyllands Politi.