Unge snydes fortsat

Mange dårlige eksempler, men det går bedre

NORDJYLLAND:Overalt i Nordjylland er der fortsat arbejdsgivere, der sætter unge mellem 13 og 16 år til at arbejde med farlige maskiner, betaler elendige lønninger og byder de unge kummerlige arbejdsforhold. Fagbevægelsens jobpatrulje har igen i år fundet talrige eksempler, på at unge med nordjyske sommerjobs behandles dårligt. Den seneste uge har Jobpatruljen, bestående af 20 unge fra den nordjyske fagbevægelse, besøgt unge fritidsjobbere overalt i Nordjylland og Thy. Undervejs har Jobpatruljen interviewet næsten 400 unge. - Vi har oplevet, at unge kommer til skade på fritidsjob. Vi har set dem blive snydt for tillæg og løn under sygdom, de arbejder uden lovpligtig ansættelseskontrakt, de arbejder alene om aftenen, med tunge løft og med farlige maskiner, fortæller Jobpatruljekoordinator Dorte Nielsen. Derfor betragter Jobpatruljen det også som et alvorligt ærinde, når den hvert eneste år kører hele landet rundt for at informere unge, arbejdsgivere og forældrene om love og regler for de helt unge på arbejdsmarkedet. I Nordjylland har Jobpatruljen blandt andet oplevet, at en 13-årig dreng var sat til at betjene en farlig pappresse. Patruljen har også mødt unge, der arbejder alene, selvom det ikke er tilladt, når man er under 18 år. - Vi også har mødt unge på 16 til 18 år, der kun får 35 kroner i timen, fortæller Dorte Nielsen. Mange af de sager, som Jobpatruljen falder over, vil blive indberettet til Arbejdstilsynet. - Og vi har også set sager i Nordjylland, som vil blive politianmeldt, fortæller Dorte Nielsen Men selvom der fortsat er mange sager, så er der faktisk også godt nyt fra Jobpatruljen: - Der er faktisk en tendens til, at arbejdsgiverne er blevet bedre til at have styr på lønninger og ansættelseskontrakter til de unge. Der er ved at komme styr på det, fortæller Dorte Nielsen.