Unge søger mod storbyen
Det svære valg mellem ønskeuddannelsen og det trygge nærmiljø optager kommunens unge
JAMMERBUGT: Mange der bor i udkantsdanmark flytter fra deres hjemby til storbyen for at få den uddannelse, de virkelig ønsker. Nogle vender hjem mange år efter. Andre vender aldrig tilbage.
- Unge fra landet tager ofte en erhvervsfaglig uddannelse, som Jammerbugt Kommune har brug for. Men vi har også brug for dem, der tager en akademisk uddannelse, og det er ofte dem, der ikke kommer tilbage, fastslår 18–årige Andreas Wagner Lønstrup, som opstiller for SF til kommunalvalget.
Han overvejer selv at flytte fra Jammerbugt for at studere, hvis det bliver nødvendigt. Men når han bliver færdig med sine videregående studier, vil han gerne tilbage til Jammerbugt Kommune.
– Jeg vil gerne være en del af den generation, der skal føre Jammerbugt Kommune videre, siger Andreas Wagner Lønstrup.
Afstand har ingen betydning
Nogle unge overvejer at flytte tilbage efter studietiden, mens andre er klar til at forlade hjembyen permanent. For eksempel Emil Dahl Larsen fra Pandrup.
- Når jeg begynder at studere i storbyen, vil jeg gerne blive boende der. Både fordi jeg tror, der er større mulighed for at få det job, som jeg drømmer om og få nye bekendtskaber og venner, forklarer Emil, som har ønsker om at arbejde med TV.
Men Emil Dahl Larsen er også klar over bagsiden ved at bo i en storby.
- Mine venner og familie i min hjemby betyder meget for mig, så det vil jeg naturligvis savne. Men jeg føler ikke, at afstanden er noget, der skal skille os ad.
Tryghed
Signe Søgaard, som bor i Pandrup, kunne efter sin uddannelse godt finde på at vende tilbage til hjembyen, som hun har et nært forhold til.
- For mig gælder det om at være tryg. Derfor er byen, jeg bor i rigtig dejlig, siger hun.
Efter sin ungdomsuddannelse vil hun gerne tage en videregående uddannelse, der har noget med mennesker at gøre.
Hun vil prioritere Pandrup frem for storbyen, da hun godt kan lide lokalesamfundet, hvor man passer på hinanden, men hun kan godt se, at der er flere goder ved at bo i en storby både uddannelses- og jobmæssigt, og der er flere kulturelle og sociale muligheder.
– Jeg ved selvfølgelig endnu ikke, om jeg nogensinde kommer tilbage, men hvis jeg gør, vil jeg være meget tilfreds, fastslår Signe.
Plan B
Det kan være svært at træffe de helt rigtige valg, og derfor drøfter mange unge deres beslutninger, om de svære valg med en studievejleder.
Christian Grubert, UU-vejleder i Jammerbugt Kommune mener ikke, at det er et problem for unge at blive boende hjemme, så længe det gælder ungdomsuddannelsen.
- Når den unge skal tage sin videregående uddannelse og ikke er klar til at flytte fra sin hjemby, eller fra Nordjylland, er det nødvendigt, at man har en plan B. Man skal altså være klar over konsekvenserne ved ikke at ville flytte, mener Christian Grubert.
- Langt de fleste ungdomsuddannelser kan tages i nærområdet. Den største udfordring kommer, når man skal læse en videregående uddannelse, hvor man ofte er nødt til at flytte til de større byer, men det lykkes dog for langt hovedparten af de unge at få præcis den uddannelse, som de bliver glade for.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.