Unge sparepenge sat i ny plade

Teenagere arbejder seriøst på musikkarriere

STØVRING:Det har kostet en masse arbejde, en uge af sommerferien samt hele opsparingen. Til gengæld er trioen, der udgør et af Nordjyllands yngste seriøse bands, ganske tilfredse med resultatet: En plade produceret unde næsten professionelle forhold. Linoleum hedder de tre fyre på 13, 14 og 15 år, der har vundet i de fleste af de konkurrencer, som de har deltaget i, og som jævnt hen øver tre-fire gange om ugen - lige så meget som mange seriøse voksne musikere. I sidste uge var de i Ribes Jakob Hansen Studie, hvor de på det nærmeste var i arbejdslejr i fire dage i Jakob Hansen Studie, og det kom der fire rockede numre ud af, som både pladeselskaber og en del spillesteder i den kommende tid kommer til at lægge øre til. - Vi har musik som hobby, ligesom mange af vores kammerater bruger lige så megen tid som fodbold. Og det var virkelig fedt at være i studiet her, siger Morten Winther, gruppens sangskriver. Han havde en svær tjans med at vælge ud, hvilke sange, der skulle med på pladen, for han har 35 i skuffen. Økonomien rakte kun til at få produceret fire numre. - Det har kostet dem 16 -17.000 kroner, men resultatet er også flot, vurderer Bruno Nielsen, far til Morten, selv amatørmusiker og med drengene i studiet som praktisk hjælp og rådgiver. Linoleum opnåede også at spille på den åbne scene ved Nibe Festivalen og skal den 16. august spille ved et luket arrangement på Støvring Højskole. Senere har de et par koncerter på Sjælland.