Unge tager godt imod nye Elysium-fester

Første fest på ungdomsdiskotek blev en succes uden druk og tidligere kendte problemer

EMNER 9. september 2004 06:00

HIRTSHALS: Der var ingen synligt berusede unge og ej heller knuste flasker i området omkring Ulvkærskolen, da der forleden var ungdomsfest i Elysium. Den første fest i flere måneder på stedet - bl.a. på grund af indbrud, hvor hele cd-samlingenog stereoanlægget blev stjålet. Og første fest for de mange unge fra byens 7. klasser, der deltog talstærkt blandt de 310 festdeltagere. Dermed betegnes ungdomsfesten som succes og der er allerede nu planlagt yderligere 12 lignende fester frem til næste sommer. Det er Hirtshals Ungdomsskole, som står for de alkoholfrie fester i Elysium og lederen deraf, Leif Jakobsen, var selv med til at holde et vågent øje med de mange festglade unge mennesker fra hele Hirtshals. - Ud over en enkelt, der måtte have besked på at slappe af, så opførte alle sig pænt, siger Leif Jakobsen og tilføjer, at han da godt ved, at nogle af de unge havde drukket i forbindelse med såkaldte forfester andre steder. - Men det er jo unge mennesker, vi har med at gøre, og det vigtigste, synes jeg, er, at de har et fornuftigt forhold til alkohol. Der var en god stemning, og ingen var hønefulde, siger han. Gennem flere år har der været problemer med alkohol til de fester, der afvikles på Elysium, hvor en del af unge mennesker har været berusede, inden de mødte op i ungdomsklubben. Tidligere på året besluttede Ungdomsskolens bestyrelse, Ulvkærskolens bestyrelse og SSP-udvalget at Elysium ikke skulle lukkes - men at man derimod skulle arbejde henimod det, de unge gerne selv ville. Og ikke mindst at få forældrene på banen. Og til festen forleden mødte nogle få forældre op. - De tog lige en runde og talte med de vagter, vi havde til at stå omkring skolen, fortæller Leif Jakobsen og tilføjer, at forældrene gav udtryk for, at de gerne ville se, hvad der egentlig skete til festerne. Netop denne forældreinteresse tolker Leif Jakobsen særdeles positivt og som et udtryk for, at blandt andet den pjece som alle byens unge og deres forældre fornylig har fået fra ungdomsskolen er blevet læst. Heri er der blandt andet blevet indskærpet, at det er alkoholfrie fester, der foregår på Elysium, og hvis man er fuld bliver man afvist ved indgangen, forældrene bliver kontaktet, og man bliver sendt eller fulgt hjem. Desuden er det "godnat og tak for i aften", hvis de unge forlader festen og skolegården.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...