Unge tages med på miljøråd

20. september 2002 08:00

For nordjyske Troels Krogh Nielsen, 19 år, er denne her uge lidt speciel - han er inviteret med til miljøkonferencen for at være med til at give sit bud på, hvordan man kan engagere unge i miljøet. I dag deltager han i en paneldiskussion præcist om dette spørgsmål, mens han også deltager i alle de andre elementer i konferencen. Han er medlem af Greenpeace uden at være aktivist og mener ikke, at han er hverken mere eller mindre engageret i miljøet end andre unge. For i bund og grund er det simpelt, som han siger: - Selvfølgelig skal vi passe på jorden. Vi skal jo leve her. Troels Krogh Nielsen sætter pris på naturen og synes grundlæggende, at miljøspørgsmålet er vigtigt. - Det er vigtigt, fordi vi har et ansvar overfor de kommende gbenerationer. Jeg tror, vi kan smadre miljøet rimeligt meget uden at det går ud over os selv, men folk skal ikke om 200 år leve på en ødelagt klode, hvor solen er deres fjende, fordi vi 200 år tidligere har smadret ozonlaget. Han ser miljøspørgsmålet som et stort puslespil, hvor alting har betydning. - Jorden er indrettet til os, og vi er indrettet til den. Hvis vi ændrer på Jorden, så ændrer vi også på os selv. Vi skal også passe på miljøet af helbredsmæssige årdager - hvis naturen slår os ihjel, så har vi fejlet, siger Troels Krogh Nielsen med henvisning til drikkevand, kemikalier, Co2 udslip og meget mere. For at få unge og mennesker i det hele taget til at interessere sig så meget for miljøet, at det også afspejles i deres handlinger, skal der ifølge Troels Krogh Nielsen en mere grundlæggende indsats til end blot at holde møder for Tordenskjolds Soldater i miljøorganisationerne. - Det er fint nok med alle ildsjælene, men miljøet skal også være en del af opdragelsen i folkeskolen, børnehaven og hjemmet. Det er vigtigt at få børn ud i naturen og give dem nogle oplevelser. Det er også godt, at der er kommet natur og teknik på skemaet i folkeskolen. Det skal en grundlæggende indsats til for at forandre tingene.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...