Unge talenter gi'r koncert i Ishuset

HOBRO:I aften åbner musikforeningen Crescendo endnu engang dørene til Ishuset. Et brag af en koncert skal løbe af stablen, for hele tre bands besøger Hobro: Sterling, Sidste Ambulance og He Who Rock. Dørene åbnes kl. 21 og entréen er 50 kr. Koncerten er startskuddet til forhåbentlig flere koncerter i Hobro, hvor publikum både kan høre professionelle bands samt lovende danske navne. Koncerterne med de unge talenter kommer via det nydannede koncertnetværk Plekter, som to gange om året sender bands rundt omkring i det ganske land. Sterling kan i øjeblikket - for anden gang i år - høres på den lytterbestemte hitliste på P3 Det Elektriske Barometer. - Det er anden gang i år, vi kan præsentere Sterling for det hobroensiske publikum - første gang var ved dette års Hobro Musikfestival, hvor bandet leverede en kanon koncert, som har betydet at vi har villet have dem på besøg igen, siger Anders Hansen fra Crescendo. Sterling er inspireret af sine engelske idoler Blur, Pulp og Radiohead og danske navne som Kliché, Voxpop og Gangway.