Unge tyve skal holde sig på måtten

Tyverier 19. september 2002 08:00

SKAGEN: Onsdag måtte Skagen Kommunes ungdomskonsulent, Preben Bjørn Ottosen, følge to unge skagboer i retten. Begge var sigtet for en række forhold, men ingen af dem skal i første omgang opleve et fængsel indefra. Den ene unge blev dømt for nogle tyverier samt en smule handel med euforiserende stoffer. Han havde været gennem en række problemer, og udtrykte håb om at få overstået sin sag hurtigt, og komme videre i livet. Dommeren gav ham en betinget straf uden tidsudmåling. Straffen blev givet under forudsætning af, at han i fremtiden er under kommunens opsyn. Den anden unge skagbo erkendte to tyverier, og et enkelt tilfælde af hæleri. Heller ikke her blev lovens lange arm hævet til slag. Tværtimod blev der rakt en hånd ud. Anklagemyndigheden frafaldt tiltalen, mod at den unge mand underskrev en ungdomskontrakt. Her forpligtede han sig til at fuldføre sin skolegang, betale erstatning for det stjålne, ikke lave yderligere kriminalitet samt deltage i en månedlig samtale med kommunens ungdomskonsulent. Det er en del af samarbejdet mellem politiet, skolerne og de sociale myndigheder at ungdomskonsulenten var med i retten. Formålet er at give en hjælpende og vejledende hånd til de unge, som er på vej ind på en uheldig løbebane.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...