Unge uden læreplads en katastrofe

Næsten 400 unge nordjyder kan ikke færdiggøre deres uddannelse

NORDJYLLAND:Det er ikke anderledes end alle andre år. Unge står uden læreplads få dage før deres grundforløb slutter her i januar. Og dog. Når de unge fra de tekniske skoler ikke får en ordinær læreplads, har de sat deres lid til en skolepraktik-plads. Men det alternativ kan de godt glemme. Fra 1. januar 2005 er der adgangsbegrænsning for flere fag til skolepraktik - en beslutning som regeringen traf i 2003 med opbakning fra Dansk Folkeparti. - Det er simpelthen en katastrofe, siger Kirsten Holmgaard, vicedirektør på Aalborg tekniske skole, hvor 290 elever står uden mulighed for hverken uddannelsesaftale eller skolepraktik. Ikke dårlige elever Vicedirektøren mener, at eleverne på ingen måde er hverken bedre eller dårligere end de andre. - De mangler måske netværket, der giver dem en læreplads frem for andre, der har skaffet sig en plads, siger Kirsten Holmgaard og sætter sin lid til, at forældrene indstiller sig på, at eleverne i en periode vil gå hjemme, mens de søger job eller praktikplads. Aalborg tekniske skole har fem ugers-optag, som betyder, at de løbende optager elever, og derfor vil der ikke gå lang tid før, de står med flere elever i samme situation. Der er specielt brug for lærepladser til elektrikere og tømrere, hvor omkring 140 elever mangler en uddannelsesaftale. Men også IT-supporter, teknisk designer, automekaniker og elektronikfagtekniker er ramt. Alle skoler ramt Det er ikke kun Aalborg, der er ramt af den nye situation fra januar, hvor alternativet til den ordinære læreplads, skolepraktikken, er væk. Hos EUC Nord i Hjørring er 78 elever uden en praktikplads eller muligheden for skolepraktik. - Jeg kan godt være bekymret for de unge, der bliver ramt af adgangsbegrænsningen, siger Anne Krogh, uddannelseschef. Hun mener, at det er vigtigt, at de lokale virksomheder bakker op om uddannelsesopgaven, men hun ser også, at der ligger en informativ opgave for skolerne. - Det er svært med de nye aftaler, hvor virksomhederne nu har nye muligheder med kortere og mere fleksible uddannelsesaftaler, siger hun og oplyser, at skolen gerne hjælper virksomhederne. Hos Erhvervsskolerne i Aars oplyser leder af praktikpladskontoret, Arne Fjordside, at de ikke er helt så hårdt ramt. Det samlede antal elever, der mangler uddannelsesaftale, er omkring 10. Skolepraktik genindført Skolepraktikken havde sidste år et optag omkring de 5000, og i år er tallet på godt 4000. Men kun tre procent af eleverne fuldfører skolepraktikken. Det tager uddannelsesordfører for Socialdemokratiet, Carsten Hansen, som udtryk for, at det er en væsentlig ordning, der i en periode giver eleverne mulighed for at fortsætte tilknytningen til skolen mens de søger praktikplads. Socialdemokratiet har i et beslutningsforslag - som højst sandsynligt bliver behandlet i Folketinget i næste uge - foreslået, at regeringen genindfører skolepraktikken. - Jeg tror, at det er sket ud fra et besparelsesforslag, siger uddannelsesordfører Carsten Hansen. Han fortæller i øvrigt, at regeringen forventer en årlig besparelse, når hele skolepraktikken er udfaset i 2007, på 484 millioner kroner.