Unge vælger Brønderslev fra

Unge fra Pandrup tager på gymnasiet i Aalborg i stedet for Brønderslev

Skolevæsen 1. april 2005 06:00

BRØNDERSLEV: Mens ansøgertallene rasler ned på Brønderslev Gymnasium og HF, så stiger de i Aalborg-området. - Det er måske blevet lidt af en trend at tage til en af de store byer, gætter Henrik Søndergaard, der er elevrådsformand på Brønderslev Gymnasium. Han kommer fra Kaas i Pandrup Kommune, og der var kun tre fra hans skole, der valgte at tage på gymnasiet i Brønderslev. - De fleste tager til Aalborg eller Nørresundby. Det kunne godt være fordi, de tror, at det eneste sted, der sker noget, er i Jomfru Ane Gade. Det er jo også nemt, hvis de skal ud at købe noget nyt tøj. Så er de jo allerede inde i Aalborg, fortæller han. Hellere til Nørresundby Det bekræfter Anne Sophie Berg, som Henrik gik i folkeskole med. Hun går i 2g på sproglig linje på Nørresundby Gymnasium. - Det er jo tættere på Aalborg, så det tager jo kun fem minutter, hvis man skal ud at shoppe og sådan. Ifølge hende, er det også meget federe at tage i byen i Aalborg end i Brønderslev. - Det er jo en meget større by. Der sker mere end i Brønderslev, mener hun. En anden grund til, at Anne Sophie valgte at tage på Nørresundby Gymnasium var udbuddet af fag. - Jeg ville gerne have latin og græsk på højniveau, fordi jeg gerne vil læse teologi. Så var jeg sikker på, at fagene blev oprettet i Nørresundby. Det er vist sjældent, at de bliver det i Brønderslev. Det kunne jeg ikke være sikker på der, fortæller hun. God benplads Hver morgen, når Henrik Søndergaard tager bussen, er der rigeligt med pladser at sidde på. - Vi er højst 40. Og det er jo så til både gymnasium og HF. Vi har sådan et dobbeltsæde hver, siger han og smiler. Problemet for gymnasiet er, at den ringe tilslutning kan risikere at lukke gymnasiet. - Jeg synes, at det ville være synd for byen. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det her gymnasium ikke kan være lige så godt som de andre. Der er jo også alt det, man skal bruge her i Brønderslev, mener Henrik Søndergaard. - Der er jo også masser af tilbud efter skole som basketball og badminton og så videre. Jeg tror også, at det ville blive et kaos med den offentlige transport, hvis gymnasiet lukkede. Når alle så skulle til Hjørring eller Aalborg. Ikke desto mindre er Brønderslev Gymnasium og HF blevet straffet i år med 41 færre ansøgninger end sidste års 157. Det vil sige, at der er kommet en fjerdedel (26%) færre ansøgninger.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...