Lokalpolitik

Ungecoach fortsætter året ud

Børne- og kulturudvalget har fundet penge, der sikrer projektets fortsættelse i 2009

Projekt Ungecoach er kommet et skridt nærmere en permanent løsning. Der er nemlig fundet penge, så projektet kan køre videre hele 2009. I forbindelse med samarbejdet mellem Børne- og ungdomsudvalget, Fritids- og Kulturudvalget og Beskæftigelsesudvalget, hvor det lykkedes det tre udvalgsformænd at finde penge til at redde fritidsguiderne, lykkedes det samtidig også at forlænge projekt Ungecoach. Og det giver forhåbninger om, at projektet kan blive permanent fra 2010. - Nu har vi fundet en løsning, så projektet kan forlænges året ud, og så håber vi jo, at der kan findes penge på budget 2010 til at gøre projektet permanent eventuelt som koordineret indsats mellem gademedarbejdere, ungecoach og fritidsguides, siger formand for Beskæftigelsesudvalget, Carsten Jespersgaard (V). Ungecoachprojektet startede som forsøg 1. oktober 2007 af Det Lokale Beskæftigelsesråd, og er finansieret af midler herfra indtil oktober 2009. Projektet har til formål at øge antallet af unge der gennemfører en ungdomsuddannelse, ved at give unge med for eksempel manglende faglige, personlige og sociale kompetencer, svagt netværk eller begyndende misbrug mulighed for at trække på en ressourceperson. Og projektet har været en succes, forklarer Carsten Jespersgaard (V). - Vi mener jo, at projektet virker. Status efter første år viser, at ud af de 38 unge der har deltaget i projektet er 23 unge nu ude af kontanthjælpssystemet. Så jeg er da glad for, at vi har fundet denne løsning, siger udvalgsformanden.